Hvad er dyb søvn og REM-søvn?

Når man falder i søvn om aftenen, går hjernen ikke bare fra vågen til sovende og bliver i den samme tilstand resten af natten. Søvnen ændrer karakter flere gange, og gennem natten bevæger vi os mellem lettere søvn, dyb søvn og REM-søvn. Disse forskellige søvnfaser følger hinanden i et forholdsvis regelmæssigt mønster, som gentages flere gange, indtil vi vågner om morgenen.

En typisk søvncyklus varer omkring 90 minutter, og i løbet af en almindelig nattesøvn gennemgår man cirka fire til seks sådanne cyklusser. De er ikke ens. I begyndelsen af natten fylder den dybe søvn mest, mens REM-søvnen bliver længere og mere fremtrædende, efterhånden som natten skrider frem. Det betyder, at den første del af natten har en anden søvnstruktur end timerne tæt på morgenen.

Det er også en af forklaringerne på, hvorfor man ikke behøver befinde sig i dyb søvn hele natten for at have sovet godt. Normal søvn består netop af skift mellem forskellige stadier, og både den dybe søvn og REM-søvnen er naturlige dele af den normale nattesøvn.

Søvnen bevæger sig gennem forskellige stadier

Når man falder i søvn, begynder man i den lettere non-REM-søvn. I den første fase døser man og glider gradvist væk fra vågen tilstand. Tankerne bliver mindre klare, og nogle oplever korte synsindtryk eller enkelte muskelryk i denne overgang. Derefter bliver søvnen mere stabil. Man er stadig forholdsvis let at vække, men kontakten med omgivelserne bliver mindre.

Herfra bevæger søvnen sig gradvist videre ned i den dybe søvn. Denne del af søvnen kaldes også slow-wave sleep, fordi hjernens elektriske aktivitet bliver langsommere og præget af store, langsomme bølger. Samtidig er kroppen meget afslappet, og det bliver vanskeligere at vække personen.

Efter en periode med dyb søvn bevæger søvnen sig igen mod lettere søvn og derefter ind i REM-søvnen. Når REM-perioden er afsluttet, begynder en ny søvncyklus. På den måde bevæger søvnen sig op og ned mellem forskellige stadier flere gange gennem natten i stedet for blot at blive gradvist dybere og dybere.

Det er derfor helt normalt, at søvnen ændrer sig i løbet af natten. Man kan også kortvarigt vågne i forbindelse med overgangen mellem søvncyklusser, uden at det nødvendigvis betyder, at søvnen er dårlig.

Hvad sker der under den dybe søvn?

Den dybe søvn ligger især i den første del af natten. Tidligt på natten kan en periode med dyb søvn vare omkring 30-40 minutter, men både dybden og varigheden aftager gradvist, efterhånden som natten skrider frem.

Under den dybe søvn er kroppen i en meget rolig fysiologisk tilstand. Musklerne er afslappede, energiomsætningen falder, og både puls, blodtryk og kropstemperatur er lavere. Samtidig ændres udskillelsen af en række hormoner, blandt andet væksthormon, prolaktin og testosteron. Den dybe søvn er dermed tæt knyttet til kroppens normale restitution.

Hjernen arbejder også anderledes i den dybe søvn. Den elektriske aktivitet er langsommere end under både vågenhed og lettere søvn, og man er vanskeligere at vække. Hvis man bliver vækket direkte fra dyb søvn, kan man derfor opleve at være meget groggy og desorienteret i de første øjeblikke.

Den dybe søvn er også den søvnfase, hvor visse parasomnier typisk opstår. Søvngængeri og søvnrædsel er eksempler på fænomener, der kan komme ved en ufuldstændig opvågning fra den dybe non-REM-søvn. Personen kan bevæge sig eller reagere kraftigt uden at være almindeligt vågen og vil ofte ikke huske episoden næste morgen.

Mængden af dyb søvn ændrer sig desuden med alderen. Den bliver generelt mindre med stigende alder, hvilket er en af forklaringerne på, at ældre mennesker ofte sover mere overfladisk og vågner lettere i løbet af natten. Mindre dyb søvn hos en ældre person er derfor ikke i sig selv tegn på en søvnsygdom.

Hvad er REM-søvn?

REM står for Rapid Eye Movement og henviser til de hurtige øjenbevægelser, der ses under denne del af søvnen. REM-søvnen kaldes ofte drømmesøvnen, fordi den er tæt forbundet med levende drømme.

REM-søvn er på flere måder en mærkelig tilstand. Hjernen bliver igen meget aktiv, og den elektriske aktivitet kan ligne den, man ser i vågen tilstand. Samtidig er kroppens store muskler ekstremt afslappede. Denne muskellammelse kaldes atoni og betyder, at man normalt ikke fysisk udfører de bevægelser, der foregår i drømmen.

Det er derfor muligt at drømme, at man løber, slås eller flygter, mens kroppen ligger næsten helt stille. Små bevægelser kan forekomme, eksempelvis i fingre og tæer, og både puls og vejrtrækning kan blive mere uregelmæssige end under den rolige non-REM-søvn.

Den normale muskellammelse under REM-søvnen er også med til at forklare en række søvnfænomener. Ved REM-søvn-adfærdsforstyrrelse mangler denne atoni helt eller delvist, så personen kan begynde at udleve sine drømme med slag, spark, råb eller andre bevægelser. Søvnparalyse kan på sin side opleves, når REM-søvnens muskellammelse fortsætter kortvarigt ind i vågen tilstand.

Dyb søvn først – mere REM senere

Fordelingen mellem dyb søvn og REM-søvn ændrer sig tydeligt gennem natten. Efter indsovning bevæger man sig først gennem den lettere søvn og ned i den dybe søvn. Omtrent 70 minutter efter indsovningen bevæger søvnen sig igen mod de lettere stadier og derefter ind i den første REM-periode. Når der er gået cirka 90 minutter fra indsovningen, er den første søvncyklus omtrent afsluttet.

Herefter gentages mønstret. Men de efterfølgende cyklusser er ikke kopier af den første. Den dybe søvn bliver gradvist kortere og mindre fremtrædende, mens REM-perioderne bliver længere. Den første REM-periode kan være forholdsvis kort, mens perioderne senere på natten kan vare betydeligt længere.

Derfor forekommer den største del af den dybe søvn typisk tidligt på natten, mens REM-søvnen fylder mere hen mod morgenen. Det forklarer også, hvorfor drømme ofte opleves tydeligst tæt på det tidspunkt, hvor man vågner. Man vågner ganske enkelt oftere i eller lige efter en længere REM-periode og har derfor bedre mulighed for at huske drømmen.

Det er samtidig normalt, at der kan komme korte opvågninger efter REM-perioderne. En person kan derfor godt vågne kortvarigt flere gange gennem en nat og stadig have et normalt søvnmønster.

Hvorfor er begge typer søvn nødvendige?

Søvn er en aktiv fysiologisk tilstand, som påvirker mange forskellige organsystemer og er nødvendig for normal restitution. Manglende søvn kan påvirke både psykiske og kognitive funktioner og blandt andet føre til dårligere koncentration og nedsat funktion i dagtimerne.

Den dybe søvn ser ud til at have særlig betydning for den fysiske restitution. Her er kroppen i en rolig tilstand med lavere energiomsætning, og flere opbyggende hormoner udskilles i større mængder. REM-søvnen er fysiologisk meget anderledes og præget af høj hjerneaktivitet, drømme og næsten fuldstændig afslapning af kroppens store muskler.

Man skal derfor være forsigtig med at betragte én bestemt søvnfase som den eneste “gode” søvn. En normal nattesøvn består af et organiseret samspil mellem de forskellige søvnstadier. Det vigtige er ikke at tilbringe hele natten i dyb søvn eller REM-søvn, men at søvnen får mulighed for at gennemløbe sit normale mønster.

Hvis søvnen bliver afbrudt igen og igen, kan dette mønster blive forstyrret. Ved eksempelvis obstruktiv søvnapnø kan gentagne vejrtrækningspauser udløse korte opvågninger, som sender personen tilbage mod lettere søvn. Resultatet kan være fragmenteret søvn med mindre dyb søvn og REM-søvn, selv om personen har ligget i sengen i mange timer. Det er en af grundene til, at søvnens kvalitet ikke kan vurderes alene ud fra dens længde.

Hvordan kan man måle søvnfaserne?

Man kan ikke med sikkerhed afgøre, hvilken søvnfase en person befinder sig i, alene ved at se på vedkommende. Ved en egentlig søvnundersøgelse kan søvnens forskellige stadier registreres ved hjælp af polysomnografi.

Her måles blandt andet hjernens elektriske aktivitet med EEG, øjenbevægelser med EOG og muskelaktivitet med EMG. Kombinationen af disse målinger gør det muligt at skelne mellem lettere non-REM-søvn, dyb søvn og REM-søvn.

Ved mere omfattende søvnundersøgelser kan man samtidig registrere eksempelvis hjerterytme, vejrtrækning, luftflow, bevægelser og snorken. På den måde kan man både se, hvordan søvnen er opbygget, og om noget forstyrrer den normale søvnstruktur.

Det betyder dog ikke, at raske mennesker har behov for at få målt deres søvnfaser. Polysomnografi anvendes især, når der er mistanke om en søvnsygdom, hvor oplysninger om søvnstadier, vejrtrækning eller bevægelser kan være nødvendige for at forstå problemet.

Konklusion

En normal nattesøvn består ikke af én ensartet søvntilstand. Vi bevæger os flere gange mellem lettere non-REM-søvn, dyb søvn og REM-søvn i cyklusser på omkring 90 minutter. En almindelig nat indeholder typisk fire til seks sådanne cyklusser.

Den dybe søvn fylder mest i begyndelsen af natten. Her er hjernens aktivitet langsom, kroppen er meget afslappet, puls, blodtryk og energiomsætning falder, og flere hormoner med betydning for kroppens restitution udskilles. Efterhånden som natten skrider frem, bliver den dybe søvn mindre fremtrædende.

REM-søvnen udvikler sig i den modsatte retning og fylder mere senere på natten. Under REM-søvn er hjernen meget aktiv, drømme er fremtrædende, øjnene bevæger sig hurtigt, og kroppens store muskler er normalt næsten fuldstændigt afslappede.

Begge dele er normale og nødvendige elementer i søvnen. God søvn handler derfor ikke om at få så meget dyb søvn som muligt eller om at undgå de lettere søvnstadier. Det normale er netop, at søvnen skifter mellem forskellige faser gennem hele natten.