Forsinket søvnfase er en døgnrytmeforstyrrelse, hvor kroppens indre ur er forskudt i forhold til det døgn, som arbejde, skole og resten af samfundet følger. Personen bliver først naturligt søvnig sent på aftenen eller langt ud på natten og har tilsvarende svært ved at vågne og komme i gang tidligt om morgenen.

Problemet er derfor ikke nødvendigvis, at man ikke kan sove. Hvis en person med forsinket søvnfase får mulighed for at gå sent i seng og sove længe om morgenen, kan søvnen fungere langt bedre. Vanskelighederne opstår især, når kroppens foretrukne søvntid ikke passer med de tidspunkter, hvor man forventes at være vågen og aktiv.

Personer med forsinket søvnfase bliver ofte beskrevet som udprægede B-mennesker eller natugler. Der er imidlertid forskel på blot at foretrække sene aftener og at have en døgnrytme, der er så forskudt, at den giver vedvarende problemer med søvn og funktion i dagligdagen.

1. Hvad er forsinket søvnfase?

Søvn og vågenhed følger en biologisk døgnrytme. Hos de fleste passer denne rytme nogenlunde med døgnets 24 timer, så man bliver træt om aftenen, sover om natten og vågner om morgenen.

Ved forsinket søvnfase ligger denne rytme senere. Kroppen opfører sig med andre ord, som om aftenen og natten begynder senere, end de gør på uret. Personen kan derfor have svært ved at falde i søvn på et tidspunkt, som andre opfatter som normalt, samtidig med at det kan være meget vanskeligt at vågne tidligt næste morgen.

Det kan let ligne almindelig søvnløshed. En person går måske i seng klokken 22 eller 23, fordi vedkommende skal tidligt op, men ligger vågen i flere timer. Hvis den samme person i stedet får lov til at gå i seng langt senere, kan indsovningen være betydeligt lettere. Problemet ligger dermed i tidspunktet for søvnen snarere end nødvendigvis i selve evnen til at sove.

I den modsatte ende findes for tidlig søvnfase, hvor det indre ur ligger foran det almindelige døgn. Her bliver personen træt meget tidligt om aftenen og vågner tilsvarende tidligt om morgenen. Ved forsinket søvnfase er forskydningen den modsatte.

2. Kroppens indre ur

Døgnrytmen styres overordnet af et område i hypothalamus, der kaldes den suprakiasmatiske kerne. Den fungerer som kroppens biologiske ur og koordinerer ikke kun søvn og vågenhed, men også en lang række andre rytmiske funktioner som hormonproduktion og variationer i kropstemperaturen.

Det indre ur er ikke fuldstændig præcist. Uden påvirkning fra omgivelserne vil vores biologiske døgn have en tendens til at afvige lidt fra det almindelige 24-timers døgn. Derfor skal det indre ur løbende justeres, så det fortsat passer med verden omkring os.

Den vigtigste påvirkning kommer fra lys. Nethinden registrerer lyset, og informationen sendes videre til de områder i hjernen, der regulerer døgnrytmen. På den måde hjælper dagslyset kroppen med at holde det biologiske ur synkroniseret med dag og nat.

Andre forhold fungerer også som tidsmarkører. Det gælder eksempelvis tidspunktet, hvor man står op, spiser, arbejder og er fysisk og socialt aktiv. Det biologiske døgn formes derfor af et samspil mellem kroppens eget ur og de signaler, vi modtager fra omgivelserne.

Ved forsinket søvnfase passer det indre ur dårligere med det ydre ur. Personen kan derfor føle sig søvnig og vågen på andre tidspunkter end dem, hverdagen kræver.

3. Melatonin og lys

Melatonin spiller en vigtig rolle i døgnrytmen. Hormonet dannes i koglekirtlen i hjernen og reguleres både af det indre ur og af lys, som registreres gennem øjets nethinde. Melatoninniveauet er højt om natten og lavt om dagen og er derfor tæt knyttet til kroppens biologiske opfattelse af mørke og nat.

Lys påvirker dette system direkte. Når øjnene udsættes for lys, undertrykkes produktionen af melatonin, samtidig med at hjernen får et signal om, at kroppen skal være vågen og aktiv. Det er en af forklaringerne på, at tidspunktet for lys kan påvirke døgnrytmen.

Det er også årsagen til, at lys kan anvendes som behandling ved en forskudt døgnrytme. Ved forsinket søvnfase bruges kraftigt lys om morgenen for at hjælpe kroppen med at flytte det indre ur i en tidligere retning.

Melatonin kan ligeledes anvendes til regulering af en forskudt døgnrytme. Det virker på et andet princip end almindelig sovemedicin. Formålet er ikke først og fremmest at bedøve eller dæmpe centralnervesystemet, men at påvirke kroppens tidsregulering.

4. Hvordan mærkes forsinket søvnfase?

Det mest karakteristiske problem er, at søvnigheden kommer for sent. Personen kan være lysvågen på et tidspunkt, hvor vedkommende gerne vil sove, og først blive naturligt træt langt senere på natten.

Hvis man samtidig skal stå tidligt op på grund af skole, uddannelse eller arbejde, bliver søvnen afkortet. Resultatet kan være betydelig søvnighed og vanskeligheder med at fungere om morgenen. Det kan være svært overhovedet at komme ud af sengen, og mange fungerer bedst senere på dagen.

Det skaber let en ond cirkel. Efter flere tidlige morgener kan personen være i søvnunderskud og være udmattet, men det betyder ikke nødvendigvis, at kroppens indre ur er blevet flyttet tilsvarende. Når aftenen kommer, kan søvnigheden igen være mindre end forventet, og indsovningen bliver endnu en gang sen.

I perioder uden faste morgentider kan problemet derfor opleves anderledes. Hvis personen kan følge sin naturlige rytme og både gå senere i seng og vågne senere, bliver konflikten mellem det biologiske døgn og hverdagen mindre.

Det er denne forskel, der er vigtig, når man skal forstå tilstanden. Forsinket søvnfase handler ikke blot om, at en person har dårlige vaner eller ikke ønsker at stå tidligt op. Det centrale problem er en forskydning mellem det tidspunkt, hvor kroppen biologisk er indstillet på søvn, og det tidspunkt hvor samfundet forventer, at søvnen finder sted.

5. Er alle B-mennesker syge?

Nej. Mennesker har naturligt forskellige døgnrytmer. Nogle bliver tidligt trætte og vågner tidligt, mens andre fungerer bedst senere på dagen og foretrækker at gå senere i seng.

At være B-menneske eller natugle er derfor ikke i sig selv en sygdom. Problemet opstår først, når forskydningen bliver så udtalt, at den giver vedvarende søvnproblemer eller gør det vanskeligt at fungere i den hverdag, personen skal leve i.

En person kan eksempelvis opleve store problemer gennem skole- eller arbejdsugen, fordi søvnen bliver afkortet hver morgen, mens søvnen fungerer væsentligt bedre i weekender eller ferier, hvor der ikke er krav om tidlig opvågning.

Der kan samtidig opstå det, man kan kalde en disharmoni mellem det indre og det ydre ur. En sådan forskydning kan også ses ved blandt andet skifteholdsarbejde og jetlag, men ved forsinket søvnfase er problemet knyttet til personens egen døgnrytme.

6. Hvordan adskiller det sig fra almindelig søvnløshed?

Ved almindelig insomni kan der være problemer med at falde i søvn, sove igennem eller sove tilstrækkeligt længe, også selv om personen forsøger at sove på et tidspunkt, der passer med vedkommendes døgnrytme.

Ved forsinket søvnfase er problemet i højere grad, hvornår søvnen kommer. Hvis personen forsøger at gå i seng tidligt, kan det opleves som udtalt indsovningsbesvær. Men hvis søvnen får lov til at ligge senere, kan personen ofte være langt mere søvnparat.

Det er derfor vigtigt at se på hele søvnmønstret og ikke kun på antallet af timer, der går, før personen falder i søvn. En person, der konsekvent først bliver søvnig meget sent og samtidig konsekvent har svært ved at vågne om morgenen, har et andet mønster end en person med mere generel søvnløshed.

Det har også betydning for behandlingen. Almindelig sovemedicin ændrer ikke nødvendigvis det biologiske tidspunkt, hvor kroppen forventer at sove. Ved forsinket søvnfase er målet derimod at forsøge at flytte og stabilisere selve døgnrytmen.

7. Behandling af forsinket søvnfase

Behandlingen retter sig mod at få det indre ur til at passe bedre med det ønskede søvntidspunkt. En regelmæssig døgnrytme er derfor central. Tidspunktet, hvor man står op, og tidspunktet for lys om morgenen er særligt vigtigt, fordi kroppen bruger disse signaler til at orientere sig i døgnet.

Lysbehandling kan anvendes til at flytte døgnrytmen. Ved forsinket søvnfase bruges kraftigt hvidt lys om morgenen. Et typisk princip er eksponering for omkring 10.000 lux i cirka en halv time. Formålet er ikke blot at gøre personen mere vågen den pågældende morgen, men at give det biologiske ur et tydeligt signal om, at dagen er begyndt tidligere.

Tidspunktet har afgørende betydning. Lys anvendt på forskellige tidspunkter af døgnet kan påvirke døgnrytmen forskelligt. Derfor bør lysbehandling betragtes som en egentlig påvirkning af det biologiske ur og ikke blot som et spørgsmål om at have en kraftig lampe tændt.

Melatonin kan også anvendes ved en forskudt døgnrytme. Fordi melatonin er en del af kroppens naturlige døgnrytmesystem, adskiller denne behandling sig fra traditionelle sovemidler som benzodiazepiner. Formålet er at påvirke tidsreguleringen frem for alene at skabe sedation.

Behandlingen bør samtidig understøttes af en stabil døgnrytme. Hvis sengetid og opvågning hele tiden flyttes flere timer frem og tilbage, bliver det vanskeligere for kroppen at fastholde et stabilt døgn. Lys, søvntider og de øvrige daglige tidsmarkører bør derfor så vidt muligt pege i samme retning.

8. Hvorfor kan problemet blive ved?

Døgnrytmen påvirkes hele tiden af samspillet mellem det indre ur og omgivelserne. Hvis en person med forsinket søvnfase følger en meget sen rytme gennem weekender og ferier, kan det derfor være vanskeligt pludseligt at flytte kroppen flere timer tilbage, når hverdagen begynder igen.

Det samme princip ses ved andre døgnrytmeforstyrrelser. Når det indre og det ydre ur ikke passer sammen, kan der opstå søvnproblemer og nedsat funktion. Det kendes eksempelvis fra jetlag og skifteholdsarbejde, hvor kroppen på samme måde forventer søvn og vågenhed på tidspunkter, der ikke passer med de ydre krav.

En stabilisering af døgnrytmen kræver derfor mere end én god nats søvn. Det handler om gentagne signaler til kroppens biologiske ur, hvor især lys og regelmæssige tidspunkter spiller en central rolle.

9. Konklusion

Forsinket søvnfase er en døgnrytmeforstyrrelse, hvor kroppens indre ur ligger senere end det almindelige sociale døgn. Personen bliver først naturligt søvnig sent og har tilsvarende svært ved at vågne og fungere tidligt om morgenen.

Tilstanden kan derfor ligne almindelig søvnløshed, men problemet er grundlæggende et andet. Ved forsinket søvnfase ligger vanskeligheden især i tidspunktet for søvnen. Hvis personen får mulighed for at følge sin sene døgnrytme, kan evnen til at sove være langt mindre påvirket.

Kroppens døgnrytme styres overordnet fra den suprakiasmatiske kerne i hypothalamus og justeres løbende af omgivelserne. Lys er en af de vigtigste tidsmarkører og påvirker samtidig produktionen af melatonin, som er tæt knyttet til kroppens biologiske nat.

Behandlingen går derfor ud på at flytte og stabilisere døgnrytmen. Regelmæssige søvntider og lys om morgenen er centrale redskaber, og melatonin kan ligeledes anvendes til at påvirke en forskudt døgnrytme.

Det er samtidig vigtigt at skelne mellem at være et almindeligt B-menneske og at have en egentlig søvnrytmeforstyrrelse. Mange foretrækker naturligt sene aftener uden at være syge. Først når den forsinkede rytme giver vedvarende problemer med søvn, opvågning og funktion i hverdagen, bliver den klinisk relevant.

Forsinket søvnfase er dermed ikke først og fremmest et spørgsmål om manglende vilje til at gå tidligt i seng. Det er en forskydning i kroppens biologiske tidsregulering, og derfor skal behandlingen også rette sig mod døgnrytmen frem for alene mod selve indsovningen.