Idiopatisk hypersomni er en søvnsygdom, hvor man har en vedvarende og unormalt stærk søvnighed om dagen, selv om man sover meget. Nogle har samtidig et meget stort søvnbehov og kan sove langt mere end normalt om natten uden at føle sig ordentligt udhvilet næste dag.

Det er netop dette, der adskiller sygdommen fra almindelig søvnmangel. Problemet er ikke, at personen konsekvent går for sent i seng eller får for få timers søvn. Ved idiopatisk hypersomni kan man sove længe og alligevel have svært ved at holde sig vågen og fungere normalt i løbet af dagen.

Ordet idiopatisk betyder, at der ikke kan påvises en anden sygdom eller tydelig ydre årsag, som forklarer søvnigheden. Før diagnosen kan stilles, er det derfor vigtigt at overveje langt mere almindelige årsager som utilstrækkelig søvn, søvnapnø, døgnrytmeforstyrrelser, medicin og forskellige psykiske eller fysiske sygdomme.

1. Hvad er hypersomni?

Hypersomni betyder øget søvnighed. Det centrale symptom er ikke blot, at man føler sig træt eller mangler energi, men at evnen til at holde sig vågen er nedsat. En person kan derfor falde i søvn langt lettere end normalt og i nogle tilfælde have svært ved at modstå søvntrangen i løbet af dagen.

Der er en vigtig forskel mellem træthed og egentlig søvnighed. Man kan være udmattet, energiforladt og have lyst til at hvile uden nødvendigvis at kunne falde i søvn. Ved hypersomni er søvnigheden derimod så udtalt, at personen reelt har en øget tilbøjelighed til at falde i søvn.

Hypersomni kan forekomme ved en lang række tilstande. Søvnmangel og stærkt forstyrret nattesøvn er blandt de hyppigste årsager, men øget søvnighed kan også ses ved blandt andet narkolepsi, obstruktiv søvnapnø, døgnrytmeforstyrrelser og forskellige medicinske, neurologiske og psykiske sygdomme. Sløvende medicin kan ligeledes give betydelig søvnighed.

Ved idiopatisk hypersomni finder man ikke en sådan forklaring. Søvnigheden er i stedet en del af selve søvnsygdommen.

2. Hvordan opleves idiopatisk hypersomni?

Det mest fremtrædende symptom er en udtalt søvnighed gennem dagen. Det kan være svært at holde koncentrationen i længere tid, og arbejde, uddannelse og andre daglige aktiviteter kan blive mere krævende. Søvnigheden kan være særligt tydelig under stillesiddende eller monotone aktiviteter, hvor det bliver vanskeligt at holde sig vågen.

Hos mange er et stort søvnbehov samtidig en væsentlig del af sygdommen. Nattesøvnen kan vare mere end otte-ni timer, og nogle kan sove 10-14 timer eller endnu længere. Alligevel vågner de ikke nødvendigvis med den følelse af at være udhvilede, som man normalt ville forvente efter så lang en søvn.

Søvnperioder om dagen kan også være lange. Hvor søvnanfaldene ved narkolepsi ofte er relativt korte, kan en person med idiopatisk hypersomni sove en eller to timer i løbet af dagen. Den ekstra søvn har imidlertid ikke nødvendigvis nogen særlig forfriskende effekt. Personen kan vågne og fortsat føle sig søvnig og tung.

Det karakteristiske er derfor ikke bare, at man sover meget. Det er kombinationen af et stort søvnbehov, udtalt søvnighed i dagtimerne og en manglende følelse af at være ordentligt udhvilet.

3. Det kan være meget svært at vågne

For nogle er selve opvågningen et betydeligt problem. De kan være vanskelige at vække og opleve, at det tager lang tid at blive rigtigt vågne. I perioden efter opvågning kan man være uklar, søvnig og have svært ved at orientere sig eller komme i gang.

Det kan gøre morgener særligt vanskelige. Selv efter en lang nattesøvn kan det kræve stor anstrengelse at komme ud af sengen og fungere normalt. Flere vækkeure eller gentagne forsøg fra andre på at vække personen er ikke nødvendigvis nok til, at vedkommende hurtigt bliver helt vågen.

For omgivelserne kan det fejlagtigt ligne dårlig disciplin eller manglende motivation. Ved idiopatisk hypersomni hænger problemet imidlertid sammen med den udtalte søvnighed. Mere søvn løser derfor ikke nødvendigvis problemet, fordi personen allerede kan have sovet langt mere end gennemsnittet.

4. Hvorfor opstår idiopatisk hypersomni?

Ved idiopatisk hypersomni kan man ikke påvise en anden sygdom eller ydre årsag, som forklarer den udtalte søvnighed. Det er netop baggrunden for betegnelsen idiopatisk.

Den præcise årsag er ikke kendt. Tilstanden betragtes som en primær søvnforstyrrelse, hvor reguleringen af søvn og vågenhed ikke fungerer normalt. I modsætning til klassisk narkolepsi er idiopatisk hypersomni ikke kendetegnet ved den samme mangel på hypocretin eller ved de karakteristiske tidlige perioder med REM-søvn.

Sygdommen viser sig ofte første gang hos unge mennesker. Symptomerne kan begynde i ungdomsårene eller den tidlige voksenalder og kan fortsætte gennem mange år.

5. Idiopatisk hypersomni eller narkolepsi?

Idiopatisk hypersomni og narkolepsi kan umiddelbart ligne hinanden, fordi begge sygdomme medfører udtalt søvnighed om dagen. Der er dog flere forskelle, som gør det muligt at skelne mellem dem.

Ved narkolepsi kommer søvnen ofte i forholdsvis korte anfald, og en kort søvnperiode kan opleves som forfriskende. Ved idiopatisk hypersomni varer søvnperioderne ofte længere, og personen føler sig ikke nødvendigvis mere frisk efter at have sovet.

Narkolepsi kan desuden være ledsaget af katapleksi, hvor muskelkraften pludseligt forsvinder, samt søvnparalyse og livagtige hallucinationer omkring indsovning og opvågning. Disse symptomer hører ikke til det typiske billede ved idiopatisk hypersomni.

Der er også forskel på søvnmønstret ved en multipel søvnlatens-test. Personer med begge sygdomme kan falde unormalt hurtigt i søvn, men ved narkolepsi ses typisk meget tidligt indsættende REM-søvn. Ved idiopatisk hypersomni er indsovningstiden kort, men disse tidlige REM-perioder ses ikke.

6. Andre årsager til søvnighed skal udelukkes

Inden man kan tale om idiopatisk hypersomni, skal andre forklaringer på søvnigheden undersøges. Det er en vigtig del af udredningen, fordi udtalt søvnighed langt oftere skyldes noget andet end idiopatisk hypersomni.

Den mest oplagte forklaring er for lidt søvn. En person, som gennem længere tid sover fem eller seks timer hver nat, kan naturligt blive meget søvnig i løbet af dagen. Det er i så fald søvnunderskuddet, der skal behandles, og ikke en selvstændig hypersomnisygdom.

Det samme gælder dårlig søvnkvalitet. Ved obstruktiv søvnapnø kan en person ligge i sengen mange timer, men nattesøvnen bliver gentagne gange afbrudt af vejrtrækningspauser og korte opvågninger. Personen kan derfor være udtalt søvnig om dagen, selv om der tilsyneladende bruges tilstrækkelig tid på at sove.

Døgnrytmeforstyrrelser kan også give udtalt søvnighed på bestemte tidspunkter, og både psykiske, neurologiske og andre medicinske sygdomme kan være ledsaget af træthed og øget søvnbehov. Infektioner og blodmangel er eksempler på fysiske sygdomme, hvor søvnighed eller træthed kan være fremtrædende.

Endelig er det vigtigt at gennemgå medicin og andre stoffer. Mange lægemidler kan virke sløvende, og hos nogle kan søvnigheden være en direkte følge af behandlingen.

7. Hvordan stilles diagnosen?

Udredningen begynder med en grundig beskrivelse af søvnmønstret. Det er blandt andet relevant at vide, hvor længe personen sover om natten, hvor svært det er at vågne, om der forekommer søvnperioder i dagtimerne, og om disse giver en følelse af at være mere udhvilet.

En søvndagbog kan være nyttig. Her registreres søvnen gennem en periode, så man får et mere præcist billede af sengetid, indsovning, opvågning, samlet søvnlængde og eventuel søvn i løbet af dagen. Det kan blandt andet hjælpe med at skelne et stort søvnbehov fra utilstrækkelig søvn eller en forskudt døgnrytme.

En vigtig undersøgelse er multipel søvnlatens-test, forkortet MSLT. Ved undersøgelsen får personen flere muligheder for at falde i søvn gennem dagen, mens blandt andet hjernens elektriske aktivitet registreres. På den måde kan man måle, hvor hurtigt personen falder i søvn, og hvilke søvnstadier der optræder.

En gennemsnitlig søvnlatens på under otte minutter er udtryk for abnorm søvnighed. Ved idiopatisk hypersomni kan indsovningstiden være unormalt kort, men uden de gentagne perioder med meget tidligt indsættende REM-søvn, som er karakteristiske for narkolepsi.

Undersøgelsen skal ses sammen med symptomerne og den øvrige udredning. Der findes ikke én enkelt oplysning, som alene kan forklare alle tilfælde af udtalt søvnighed.

8. Behandling af idiopatisk hypersomni

Behandlingen har først og fremmest til formål at reducere søvnigheden og gøre det lettere at fungere i dagtimerne. En regelmæssig og tilstrækkelig nattesøvn er et grundlæggende udgangspunkt, fordi almindeligt søvnunderskud oven i sygdommen naturligt vil gøre symptomerne værre.

Faste sove- og stå-op-tider kan være med til at skabe en mere stabil døgnrytme. Alkohol bør begrænses, fordi det både kan påvirke søvnens kvalitet og øge trætheden. Det er også relevant at være opmærksom på medicin med sløvende virkning.

Ved mere udtalte symptomer kan vågenhedsfremmende medicin anvendes. Modafinil er et af de lægemidler, der bruges til at øge vågenheden i dagtimerne. Behandlingen følger på dette område nogle af de samme principper som behandlingen af udtalt søvnighed ved narkolepsi, selv om sygdommene ikke er de samme.

Effekten varierer fra person til person, og nogle kan fortsat have betydelig søvnighed trods behandling.

Det er samtidig vigtigt at forstå, at almindelig sovemedicin ikke løser det grundlæggende problem. En person med idiopatisk hypersomni mangler ikke evnen til at sove. Tværtimod er problemet et unormalt stort søvnbehov og vanskeligheder med at opretholde tilstrækkelig vågenhed gennem dagen.

9. Når søvnigheden påvirker hverdagen

Idiopatisk hypersomni kan have stor betydning for uddannelse, arbejde og socialt liv. Hvis man har behov for meget mere søvn end andre og samtidig kæmper med søvnighed i dagtimerne, kan det være vanskeligt at få et almindeligt døgn til at hænge sammen.

Koncentrationen og arbejdsevnen kan blive påvirket, og morgener kan være særligt vanskelige. Der kan også opstå problemer i omgivelserne, hvis søvnbehovet fejlagtigt bliver opfattet som dovenskab eller manglende engagement.

Udtalt søvnighed kan desuden være et sikkerhedsproblem. Det gælder især ved bilkørsel eller arbejde med maskiner, hvor selv kortvarig indsovning eller stærkt nedsat opmærksomhed kan få alvorlige konsekvenser.

Ved vedvarende søvnighed, som påvirker dagligdagen trods tilstrækkelig nattesøvn, er det derfor relevant at få undersøgt årsagen. I langt de fleste tilfælde vil andre og mere almindelige forklaringer skulle overvejes først, men hos enkelte kan der være tale om en egentlig hypersomnisygdom.

10. Konklusion

Idiopatisk hypersomni er en søvnsygdom med udtalt søvnighed om dagen, som ikke kan forklares af almindelig søvnmangel eller en anden kendt sygdom. Mange har samtidig et stort søvnbehov og kan sove meget længe om natten uden at føle sig ordentligt udhvilet.

Søvnperioder i dagtimerne kan ligeledes være lange uden at give den samme forfriskende effekt, som man ofte ser efter korte søvnperioder ved narkolepsi. Hos nogle er opvågningen desuden meget vanskelig, og der kan gå lang tid, før de føler sig rigtigt vågne.

Idiopatisk hypersomni skal skelnes fra både narkolepsi og de mange andre årsager til søvnighed. Utilstrækkelig søvn, søvnapnø, døgnrytmeforstyrrelser, sygdomme og sløvende medicin skal derfor overvejes, før diagnosen stilles.

En søvndagbog og multipel søvnlatens-test kan indgå i udredningen. Ved MSLT kan personer med idiopatisk hypersomni falde unormalt hurtigt i søvn, men uden de karakteristiske tidlige REM-perioder, som ses ved narkolepsi.

Behandlingen retter sig mod at skabe en stabil og tilstrækkelig søvn samt reducere søvnigheden i dagtimerne. Ved mere udtalte symptomer kan vågenhedsfremmende medicin som modafinil anvendes.

Det afgørende kendetegn er derfor ikke blot, at personen sover meget. Det er, at søvnbehovet er usædvanligt stort, samtidig med at den lange søvn ikke giver den udhvilethed og vågenhed, man normalt ville forvente.