Mareridt er angstfyldte drømme, som typisk forekommer under REM-søvnen. De fleste mennesker oplever mareridt en gang imellem, og hos børn er de særligt almindelige. For nogle bliver mareridtene imidlertid så hyppige eller belastende, at de påvirker søvnen og giver uro omkring det at skulle sove.
Et mareridt kan føles meget virkeligt. Drømmen kan handle om fare, tab af kontrol eller situationer, hvor ens sikkerhed eller selvfølelse opleves truet. Når man vågner, kan drømmeindholdet ofte huskes ganske detaljeret. Det er en vigtig forskel fra søvnrædsel, hvor personen typisk ikke kan huske episoden næste morgen.
Mareridt er altså ikke bare en urolig nat. Det er en bestemt type angstfyldt drømmeoplevelse, som hænger tæt sammen med REM-søvnen.
1. Hvad er et mareridt?
Et mareridt er en ubehagelig eller angstfyldt drøm, som kan føre til opvågning. Drømmen kan være dramatisk og følelsesmæssigt intens, og personen kan efterfølgende have en tydelig erindring om, hvad der skete.
REM-søvnen kaldes ofte drømmesøvnen, fordi drømme i denne fase typisk er mere levende og dramatiske. Drømme kan forekomme gennem hele natten, men de længste og mest intense drømme ses ofte i den sidste del af natten, hvor REM-perioderne bliver længere.
Under REM-søvnen er hjernen samtidig forholdsvis aktiv, mens kroppens store muskler normalt er kraftigt afslappede. Derfor vil en person med et almindeligt mareridt typisk ikke begynde at løbe, slå eller sparke på samme måde, som handlingerne foregår i drømmen.
Det adskiller almindelige mareridt fra REM-søvn-adfærdsforstyrrelse, hvor den normale muskellammelse under REM-søvnen er nedsat eller mangler.
2. Hvordan opleves et mareridt?
Indholdet varierer meget fra person til person. Fælles er, at drømmen er forbundet med stærkt ubehag, frygt eller angst. Personen kan eksempelvis opleve at være truet, forfulgt eller fanget i en situation, hvor det er svært at slippe væk.
Efter opvågningen kan drømmen stadig føles meget nærværende. Fordi mareridt opstår under REM-søvnen, kan erindringen om drømmen være detaljeret og sammenhængende.
Nogle falder hurtigt i søvn igen, mens andre bliver liggende vågne og tænke på drømmen. Hvis mareridtene gentager sig ofte, kan selve forventningen om endnu et mareridt også gøre det ubehageligt at gå i seng.
Det er især hyppigheden og den belastning, mareridtene medfører, der afgør, om de blot er et almindeligt søvnfænomen eller bliver et egentligt problem.
3. Mareridt er meget almindelige hos børn
Mareridt forekommer hyppigt i barndommen og kan ses allerede fra omkring treårsalderen. Et betydeligt antal børn oplever mareridt fra tid til anden.
Hos de fleste bliver mareridtene sjældnere med alderen. For nogle fortsætter tendensen dog ind i voksenlivet.
Når et barn vågner fra et mareridt, er barnet typisk reelt vågent og kan ofte fortælle om noget skræmmende, der er sket i drømmen. Barnet kan have behov for tryghed og beroligelse, men der er som regel god kontakt.
Netop dette er en vigtig forskel fra søvnrædsel. Ved søvnrædsel kan barnet se meget bange ud, skrige og være kraftigt uroligt, men barnet befinder sig stadig i dyb søvn og er ofte svært eller umuligt at få normal kontakt med.
4. Mareridt eller søvnrædsel?
Mareridt og søvnrædsel bliver let blandet sammen, fordi begge dele kan være forbundet med voldsom angst om natten. Søvnfysiologisk er der imidlertid tale om to forskellige fænomener.
Mareridt forekommer under REM-søvnen. Personen kan typisk vækkes eller vågner selv og kan ofte huske drømmen bagefter.
Søvnrædsel opstår derimod under den dybe non-REM-søvn, ofte tidligt på natten. Barnet kan sætte sig op, skrige, virke panisk og have åbne øjne, men er ikke rigtigt vågent. Det er ofte svært at få kontakt, og næste morgen er der som regel ingen erindring om episoden.
Et barn, der vågner og fortæller detaljeret om en skræmmende drøm, har derfor langt mere sandsynligt haft et mareridt end søvnrædsel.
5. Hvorfor bevæger man sig normalt ikke under et mareridt?
Under REM-søvnen er musklerne i størstedelen af kroppen normalt kraftigt afslappede. Denne muskellammelse fungerer som en slags beskyttelse, så kroppen ikke udfører de handlinger, der foregår i drømmen.
Man kan derfor drømme, at man løber, forsvarer sig eller kæmper, samtidig med at kroppen ligger næsten stille i sengen.
Ved almindelige mareridt er der derfor som regel ikke udtalte bevægelser eller tale under selve drømmen.
Hvis en person derimod gentagne gange råber, slår eller sparker og ser ud til fysisk at udleve sine drømme, passer det dårligere med et almindeligt mareridt. Her kan REM-søvn-adfærdsforstyrrelse være en anden mulig forklaring, fordi den normale muskellammelse under REM-søvnen ved denne tilstand er forstyrret.
6. Mareridt hos voksne
Mareridt er mindre hyppige hos voksne end hos børn, men de forsvinder ikke nødvendigvis helt med alderen. Omkring én procent af voksne beskrives som havende mareridt mindst én gang om ugen.
Hos nogle mennesker forekommer de i forbindelse med psykiske lidelser. Mareridt ses blandt andet hyppigere ved visse psykiske sygdomme, og de kan være særligt vedvarende ved posttraumatisk belastningsreaktion, PTSD.
Hos mennesker med PTSD kan mareridt fortsætte gennem længere tid og være en del af genoplevelsen af en tidligere traumatisk hændelse. Sammen med flashbacks, angst og et vedvarende alarmberedskab kan de medføre betydelige søvnproblemer.
I denne situation er mareridtene derfor ikke nødvendigvis en isoleret søvnforstyrrelse, men en del af en bredere psykisk tilstand.
7. Mareridt og PTSD
Mareridt er et velkendt symptom ved PTSD. Efter en alvorligt belastende eller traumatisk oplevelse kan personen opleve, at hændelsen vender tilbage gennem påtrængende erindringer, flashbacks eller mareridt.
Søvnen kan samtidig være påvirket af angst og et vedvarende alarmberedskab. Kroppen og hjernen har svært ved at falde helt til ro, og nattesøvnen kan derfor blive både afbrudt og følelsesmæssigt belastende.
Mareridtene kan være direkte relateret til den traumatiske hændelse, men det afgørende er, at de indgår i et mønster med genoplevelse og vedvarende psykisk belastning.
Ved mistanke om PTSD er det derfor ikke tilstrækkeligt kun at se på selve søvnen. Den underliggende tilstand bør vurderes og behandles som en helhed.
8. Kan medicin påvirke mareridt?
Ja. Ændringer i REM-søvnen kan i nogle tilfælde påvirke tendensen til mareridt.
Betablokkere kan fremkalde eller forstærke mareridt hos nogle mennesker. Det samme kan ses i forbindelse med ophør med visse nyere antidepressive lægemidler, hvor REM-søvnen kan øges.
Det betyder ikke, at mareridt hos en person, der tager medicin, nødvendigvis skyldes medicinen. Men hvis mareridt opstår eller bliver markant værre i forbindelse med opstart, ændring eller ophør af medicinsk behandling, kan tidsmæssig sammenhæng være relevant at diskutere med en læge.
Man bør ikke selv stoppe ordineret medicin på grund af mareridt uden først at tale med den behandlende læge.
9. Hvornår bliver mareridt et problem?
Et enkelt mareridt er almindeligt og kræver normalt ingen behandling. Det samme gælder for børn, der kun lejlighedsvis vågner efter en ubehagelig drøm.
Det bliver mere relevant at undersøge problemet, hvis mareridtene kommer meget ofte, fortsætter gennem længere tid eller påvirker søvn og funktion i dagtimerne. Det gælder også, hvis personen begynder at undgå søvn af frygt for nye mareridt, eller hvis drømmene optræder sammen med andre symptomer på psykisk belastning.
Ved vedvarende mareridt efter en traumatisk hændelse bør man blandt andet være opmærksom på muligheden for PTSD.
Hvis der samtidig forekommer voldsomme bevægelser under søvnen, bør man også overveje, om der er tale om andet end almindelige mareridt.
10. Hvordan behandles mareridt?
Hos børn bliver mareridt i de fleste tilfælde sjældnere med alderen og kræver ikke egentlig medicinsk behandling.
Hos voksne afhænger behandlingen i høj grad af sammenhængen. Hvis mareridtene er en del af en anden psykisk tilstand, er det vigtigt at behandle den underliggende lidelse frem for kun at fokusere på drømmene.
Det gælder særligt ved PTSD, hvor mareridt kan være en del af et større mønster med genoplevelser, angst, søvnproblemer og øget alarmberedskab. Behandlingen skal derfor tage udgangspunkt i PTSD som helhed.
Hvis der er en mulig sammenhæng med medicinsk behandling, kan lægen vurdere, om medicinen eller ændringer i behandlingen kan have betydning.
For mange mennesker er enkelte mareridt imidlertid en normal del af søvnen og ikke tegn på sygdom.
11. Konklusion
Mareridt er angstfyldte og ofte meget levende drømme, som hovedsageligt forekommer under REM-søvnen. Personen vågner typisk fra drømmen og kan ofte huske indholdet forholdsvis detaljeret.
Mareridt er særligt almindelige hos børn og kan forekomme allerede fra omkring treårsalderen. Hos de fleste bliver de sjældnere med alderen, men nogle mennesker fortsætter med at have mareridt som voksne.
Mareridt adskiller sig tydeligt fra søvnrædsel. Ved søvnrædsel befinder barnet sig i dyb non-REM-søvn, er svært at vække og husker som regel ikke episoden bagefter. Ved et mareridt er personen derimod lettere at vække og kan typisk fortælle om den skræmmende drøm.
Der er normalt heller ikke større bevægelser under et almindeligt mareridt, fordi musklerne er kraftigt afslappede under REM-søvnen. Kraftige slag, spark eller fysisk udlevelse af drømme peger derfor i retning af et andet REM-relateret søvnfænomen.
Hos voksne kan hyppige mareridt blandt andet være forbundet med psykisk sygdom og ses særligt ved PTSD, hvor de kan være en del af genoplevelsen af et traume. Visse lægemidler og ændringer i medicinsk behandling kan også påvirke tendensen til mareridt.
Enkelte mareridt er en almindelig del af livet. Det er først, når de bliver hyppige, vedvarende eller tydeligt påvirker søvn og daglig funktion, at der er grund til at betragte dem som et egentligt søvnproblem.