Det kan være frustrerende, når et barn uden problemer sover til middag i vuggestuen eller børnehaven, men til gengæld ikke virker det mindste søvnigt, når familien forsøger at putte om aftenen. Forældrene kan opleve en putning, der trækker ud i timevis, mens institutionen fortæller, at barnet tydeligt var træt og faldt hurtigt i søvn efter frokost. Det kan umiddelbart lyde selvmodsigende, men begge dele kan sagtens være rigtigt.
Barnets behov for søvn fordeler sig over hele døgnet. Hvis en del af søvnbehovet bliver dækket af en lang lur i institutionen, kan det betyde, at barnet først bliver søvnigt senere om aftenen. En lang eftermiddagssøvn kan derfor hos nogle børn bidrage til problemer med at falde i søvn om aftenen. Hos mange familier bliver det derfor nødvendigt at finde en balance mellem barnets behov for at sove i institutionen og behovet for, at nattesøvnen også kan begynde på et tidspunkt, der passer til hverdagen.
Institutionen og hjemmet ser barnet på forskellige tidspunkter
Det er let at ende i en diskussion om, hvorvidt barnet “har brug for” middagsluren. Institutionen ser måske et barn, der gaber, bliver træt og falder i søvn kort efter frokost. Forældrene ser det samme barn klokken 20.30, hvor det stadig leger og protesterer mod at komme i seng. De to observationer udelukker ikke hinanden.
Et barn kan sagtens være søvnigt midt på dagen og samtidig have fået så meget søvn i løbet af eftermiddagen, at søvnigheden først vender tilbage senere om aftenen. Det gælder især i den periode, hvor behovet for middagslur er ved at blive mindre. Barnet kan stadig falde i søvn, hvis det får mulighed for det, men luren får samtidig større betydning for tidspunktet for nattesøvnen.
Derfor er spørgsmålet ikke blot, om barnet kan sove i institutionen. Det mere relevante spørgsmål er, hvordan luren påvirker resten af døgnet. Hvis barnet fortsat sover godt om aftenen og natten, er der ikke nødvendigvis noget problem. Hvis putningen derimod konsekvent bliver meget sen efter institutionsdage med lang lur, mens barnet falder tidligere i søvn på dage uden middagslur, er det et tegn på, at søvnen om dagen bør indgå i vurderingen.
Det er også værd at huske, at andre forhold kan spille ind. Uregelmæssige sengetider, meget aktivitet om aftenen, lys, koffeinholdige drikke og manglende faste putterutiner kan alle bidrage til, at et barn har svært ved at falde til ro. Det vil derfor være for enkelt automatisk at give institutionens middagslur skylden for enhver vanskelig putning.
Find barnets mønster før I ændrer noget
Det kan være nyttigt at registrere søvnen gennem en uge eller to, før man forsøger at ændre rytmen. Notér tidspunktet for opvågning om morgenen, hvornår middagsluren begynder og slutter, hvornår barnet bliver puttet, og omtrent hvornår det faktisk falder i søvn. Weekender kan være særligt interessante, fordi de viser, hvordan barnet sover, når institutionens rytme ikke bestemmer middagsluren.
Mønstret kan være mere oplysende end enkelte aftener. Hvis barnet næsten altid falder sent i søvn efter en lang lur, men betydeligt tidligere efter en kort lur eller en dag uden dagsøvn, er sammenhængen forholdsvis tydelig. Hvis putningen derimod er lige vanskelig uanset middagslur, bør man i højere grad se på andre årsager.
Når man har et overblik, bliver dialogen med institutionen også lettere. I stedet for blot at bede om, at barnet ikke må sove, kan forældrene forklare, hvordan hele døgnet ser ud. Institutionen kan på sin side fortælle, hvor træt barnet faktisk er, hvor hurtigt det falder i søvn, og hvordan barnet fungerer på dage, hvor det sover mindre.
For nogle børn kan løsningen være at gøre middagsluren kortere. For andre kan det give mening, at barnet får mulighed for at hvile uden nødvendigvis at sove. Og hos et barn, der stadig har et tydeligt behov for dagsøvn, kan det være mere realistisk at acceptere en lidt senere sengetid i en periode end at fjerne luren og få et meget træt barn hver eftermiddag.
Målet er ikke nødvendigvis en bestemt sengetid
Det er forståeligt, at forældre gerne vil have barnet til at sove på et bestemt tidspunkt. Men sengetiden bør også passe til, hvornår barnet faktisk er søvnigt. Hvis et barn konsekvent ligger vågent længe hver aften, kan det være et tegn på, at tidspunktet ikke længere passer til barnets aktuelle søvnmønster.
En nogenlunde regelmæssig rytme kan gøre det lettere for barnet at blive søvnigt på omtrent samme tidspunkt hver aften. Samtidig er det værd at være opmærksom på, om en sen eller lang eftermiddagslur konsekvent skubber nattesøvnen. Det handler altså både om regelmæssighed og om, hvordan søvnen fordeler sig over hele døgnet.
Hos mindre børn er middagsluren fortsat en naturlig del af søvnen, mens behovet gradvist kan forsvinde i børnehavealderen. Der er stor individuel variation. Derfor giver det sjældent mening at sammenligne for meget med de andre børn på stuen eller med søskende. Det barn, der stadig tydeligt har brug for sin lur, skal ikke nødvendigvis have samme rytme som jævnaldrende, der for længst er holdt op med at sove om dagen.
Hvis barnet først efter en lang institutionslur bliver søvnigt sent om aftenen, er det altså ikke nødvendigvis tegn på et egentligt søvnproblem. Det kan ganske enkelt være et spørgsmål om, hvordan søvnen er fordelt over døgnet. Det relevante er at finde en balance, hvor barnet får tilstrækkelig søvn i alt, fungerer godt i institutionen og samtidig har en nattesøvn, der passer nogenlunde til familiens hverdag.
Hvis den balance ikke længere fungerer, bør forældre og institution se på rytmen sammen. Ofte er løsningen ikke et absolut valg mellem “middagslur” og “ingen middagslur”, men en gradvis tilpasning i takt med, at barnets søvnbehov ændrer sig. Og her er det vigtigt at nævne, at man gerne må vække et barn fra en middagslur.