Søvnsygdommen REM-søvn-adfærdsforstyrrelse

REM-søvn-adfærdsforstyrrelse er en søvnsygdom, hvor den normale afslapning af kroppens muskler under drømmesøvnen ikke fungerer som den skal. Personen kan derfor bevæge arme og ben, råbe, skrige eller på anden måde fysisk udleve det, der foregår i drømmen.

Tilstanden kaldes også REM sleep behavior disorder, forkortet RBD. Den adskiller sig markant fra søvngængeri og søvnrædsel. Disse tilstande opstår typisk fra den dybe non-REM-søvn, mens REM-søvn-adfærdsforstyrrelse opstår under REM-søvnen, hvor de mest livlige drømme ofte forekommer.

Hos raske mennesker er kroppens store muskler næsten lammede under REM-søvnen. Det er en normal beskyttelsesmekanisme, som gør, at vi ikke fysisk udfører de bevægelser, vi drømmer om. Ved REM-søvn-adfærdsforstyrrelse mangler denne normale muskellammelse helt eller delvist.

1. Hvad er REM-søvn?

REM står for rapid eye movement og henviser til de hurtige øjenbevægelser, som er karakteristiske for denne del af søvnen. REM-søvnen kaldes også drømmesøvn, fordi drømmene ofte er særligt levende og dramatiske i denne fase.

Under normal REM-søvn er hjernen meget aktiv. Den elektriske aktivitet i hjernen kan på flere måder ligne den aktivitet, man ser i vågen tilstand, samtidig med at personen fortsat sover. Øjnene bevæger sig hurtigt under øjenlågene, puls og vejrtrækning kan være mere uregelmæssige, og drømmene kan være meget intense.

Kroppen reagerer imidlertid på en helt anden måde end hjernen. De fleste af kroppens tværstribede muskler er stærkt afslappede og næsten lammede. Denne tilstand kaldes atoni.

Det betyder, at man godt kan drømme, at man løber, kæmper eller slår ud efter noget, uden at kroppen udfører de samme bevægelser. Det er en vigtig del af den normale REM-søvn.

Ved REM-søvn-adfærdsforstyrrelse mangler denne atoni.

2. Hvad sker der ved REM-søvn-adfærdsforstyrrelse?

Når den normale muskellammelse under REM-søvnen forsvinder, bliver det muligt for kroppen at reagere på det, der sker i drømmen. Personen kan derfor begynde at bevæge sig samtidig med, at vedkommende fortsat befinder sig i drømmesøvn.

Bevægelserne kan være relativt begrænsede, men de kan også være kraftige. Personen kan slå ud med arme og ben, sparke, råbe eller skrige. Det kan give indtryk af, at vedkommende forsøger at forsvare sig eller reagere på noget, der foregår omkring sengen, selv om handlingerne i virkeligheden hænger sammen med drømmen.

Der er derfor tale om noget mere end almindelig uro under søvnen. Det karakteristiske er kombinationen af REM-søvn, bevaret muskelaktivitet og motorisk udlevelse af drømme.

I nogle tilfælde kan bevægelserne være så voldsomme, at personen selv eller sengepartneren risikerer at komme til skade.

3. Hvordan ser det ud om natten?

En person med REM-søvn-adfærdsforstyrrelse kan sove uroligt og pludselig begynde at bevæge arme og ben. Nogle slår eller sparker ud, mens andre råber, taler eller skriger.

Det kan være sengepartneren, der først bliver opmærksom på problemet. Personen selv sover under episoden og ved derfor ikke nødvendigvis, hvor kraftigt kroppen bevæger sig.

Drømmene kan være meget livlige, og den motoriske aktivitet kan passe til indholdet af drømmen. Hvis drømmen eksempelvis indebærer, at personen forsøger at flygte eller forsvare sig, kan det komme til udtryk som kraftige bevægelser i sengen.

REM-søvn fylder mere i den sidste del af natten end i begyndelsen. Det betyder også, at REM-relaterede fænomener ofte vil have et andet tidsmæssigt mønster end søvngængeri og søvnrædsel, som typisk forekommer tidligere på natten under den dybe non-REM-søvn.

4. Hvordan adskiller det sig fra søvngængeri?

Søvngængeri og REM-søvn-adfærdsforstyrrelse kan begge medføre bevægelse under søvnen, men mekanismen er helt forskellig.

Søvngængeri opstår typisk fra den dybe non-REM-søvn. Personen bliver delvist aktiveret uden at vågne helt og kan sætte sig op, gå omkring eller foretage forskellige handlinger. Episoderne ses ofte tidligt på natten, hvor den dybe søvn fylder mest.

Ved REM-søvn-adfærdsforstyrrelse befinder personen sig derimod i REM-søvn. Problemet er ikke en ufuldstændig opvågning, men at den normale muskellammelse under drømmesøvnen mangler. Personen kan derfor fysisk udleve sine drømme.

Forskellen kan lidt forenklet beskrives sådan: Ved søvngængeri bevæger personen sig under den dybe non-REM-søvn, mens en person med REM-søvn-adfærdsforstyrrelse bevæger sig under selve drømmesøvnen.

5. Hvorfor opstår REM-søvn-adfærdsforstyrrelse?

REM-søvn-adfærdsforstyrrelse ses især i forbindelse med sygdomme, der påvirker nervesystemet.

Den forekommer blandt andet hos personer med Parkinsons sygdom, demens med Lewy bodies og multipel systematrofi. Fælles for disse sygdomme er, at der sker en gradvis påvirkning af bestemte områder og signalveje i hjernen.

Ved Parkinsons sygdom er REM-søvn-adfærdsforstyrrelse forholdsvis almindelig. Når den normale REM-atoni forsvinder, kan personen sove meget uroligt og begynde at slå ud med arme og ben eller råbe og skrige under drømmene.

REM-søvn-adfærdsforstyrrelse indgår også som et vigtigt klinisk tegn ved demens med Lewy bodies og kan forekomme, før den kognitive svækkelse bliver tydelig.

Tilstanden ses desuden ofte ved multipel systematrofi, hvor den manglende muskelafslapning under REM-søvnen giver samme karakteristiske udlevelse af drømme.

Hos yngre personer kan REM-relaterede adfærdsforstyrrelser også forekomme i forbindelse med narkolepsi.

6. Sammenhængen med Parkinsons sygdom og Lewy body-demens

Sammenhængen mellem REM-søvn-adfærdsforstyrrelse og neurodegenerative sygdomme er særlig vigtig, fordi søvnforstyrrelsen i nogle tilfælde kan optræde tidligt i sygdomsforløbet.

Ved Parkinsons sygdom kan REM-søvn-adfærdsforstyrrelse forekomme hos en betydelig del af patienterne. Under normal REM-søvn ville musklerne i arme og ben være næsten fuldstændigt afslappede, men ved RBD er muskeltonus bevaret. Det gør det muligt at udføre bevægelser samtidig med drømmeaktiviteten.

Ved demens med Lewy bodies betragtes REM-søvn-adfærdsforstyrrelse som et af de karakteristiske kliniske træk. Tilstanden kan endda optræde, før de tydelige problemer med hukommelse og andre kognitive funktioner udvikler sig.

Det betyder ikke, at enhver person, der bevæger sig eller taler i søvne, har Parkinsons sygdom eller Lewy body-demens. Der er stor forskel på almindelig uro under søvn og egentlig REM-søvn-adfærdsforstyrrelse. Ved et tydeligt mønster med kraftig motorisk udlevelse af drømme er det imidlertid relevant at få problemet vurderet.

7. Hvordan stilles diagnosen?

Beskrivelsen af de natlige episoder er vigtig. Ofte kan en sengepartner fortælle om bevægelser, råben, skrig eller episoder, hvor personen ser ud til at reagere fysisk på sine drømme.

Den afgørende søvnundersøgelse er polysomnografi. Her registreres blandt andet hjernens elektriske aktivitet, øjenbevægelser og muskelaktivitet gennem natten, så man kan se, hvilken søvnfase personen befinder sig i.

Ved normal REM-søvn falder muskelaktiviteten kraftigt. Ved REM-søvn-adfærdsforstyrrelse kan søvnundersøgelsen derimod vise REM-søvn uden den normale atoni.

Det gør det muligt at skelne tilstanden fra eksempelvis søvngængeri, som opstår fra non-REM-søvn, og fra almindelige bevægelser under søvn.

8. Kan REM-søvn-adfærdsforstyrrelse være farligt?

Ja, i nogle tilfælde. Den største umiddelbare risiko er, at den sovende eller sengepartneren kommer til skade.

Hvis en drøm udleves med kraftige slag, spark eller andre bevægelser, kan personen ramme sengekanten, et møbel eller sengepartneren. Problemet er, at bevægelserne foregår under søvn og derfor ikke styres på samme måde som frivillige bevægelser i vågen tilstand.

En vigtig del af behandlingen er derfor at reducere risikoen for skader. Det kan være nødvendigt at sikre området omkring sengen og fjerne genstande, som personen kan slå sig på eller gribe fat i under en episode.

Ved kraftige episoder er sikkerheden for både personen selv og sengepartneren vigtig.

9. Behandling af REM-søvn-adfærdsforstyrrelse

Behandlingen har både til formål at reducere de natlige episoder og at forhindre, at personen eller sengepartneren kommer til skade.

Det første princip er derfor sikkerhed. Soveområdet bør indrettes, så risikoen ved kraftige bevægelser bliver så lille som muligt. Det kan være nødvendigt at fjerne genstande tæt på sengen eller på anden måde gøre omgivelserne mere sikre.

Medicinsk behandling kan også være relevant. Melatonin kan forsøges ved REM-søvn-adfærdsforstyrrelse. Der kan desuden anvendes benzodiazepiner.

Behandlingen kan være vanskelig og må tilpasses den enkelte. Hvis REM-søvn-adfærdsforstyrrelsen optræder som led i en neurologisk sygdom, vil vurderingen samtidig indgå som en del af den samlede neurologiske behandling.

10. Hvornår bør det undersøges?

Det er almindeligt at bevæge sig lidt, mumle eller skifte stilling under søvnen. En enkelt nat med uro er derfor ikke i sig selv tegn på REM-søvn-adfærdsforstyrrelse.

Det bliver mere relevant at overveje sygdommen, hvis en person gentagne gange slår, sparker, råber eller på anden måde ser ud til at udleve sine drømme fysisk. Det gælder især, hvis bevægelserne er voldsomme, fører til skader eller er opstået hos en voksen eller ældre person.

Et sådant mønster bør vurderes, fordi der både kan være behov for at sikre personen mod skader og for at undersøge, hvilken type søvnforstyrrelse der er tale om.

11. Konklusion

REM-søvn-adfærdsforstyrrelse er en parasomni, hvor den normale muskellammelse under REM-søvnen mangler. Personen kan derfor bevæge sig samtidig med drømmene og i nogle tilfælde fysisk udleve det, der foregår i drømmen.

Det kan vise sig som uro, bevægelser af arme og ben, slag, spark, råben eller skrig. I mere udtalte tilfælde kan personen selv eller sengepartneren komme til skade.

Tilstanden adskiller sig grundlæggende fra søvngængeri og søvnrædsel. Disse fænomener opstår fra den dybe non-REM-søvn, mens REM-søvn-adfærdsforstyrrelse forekommer under drømmesøvnen og skyldes manglende REM-atoni.

REM-søvn-adfærdsforstyrrelse ses især i forbindelse med neurologiske sygdomme som Parkinsons sygdom, demens med Lewy bodies og multipel systematrofi. Hos yngre kan REM-relaterede adfærdsforstyrrelser også forekomme ved narkolepsi.

Diagnosen kan undersøges med polysomnografi, hvor man blandt andet kan påvise REM-søvn uden den normale muskellammelse.

Behandlingen retter sig først og fremmest mod at forhindre skader og reducere episoderne. Det er derfor vigtigt at sikre området omkring sengen. Medicinsk kan blandt andet melatonin eller benzodiazepiner forsøges.

Det karakteristiske ved sygdommen er altså ikke blot, at en person sover uroligt. Det er, at kroppens normale beskyttende muskellammelse under REM-søvnen svigter, så drømmene kan blive omsat til virkelige bevægelser.