Søvnapnø er en søvnrelateret vejrtrækningsforstyrrelse, hvor vejrtrækningen gentagne gange bliver nedsat eller helt ophører under søvnen. For den ramte er det sjældent selve vejrtrækningspauserne, der mærkes. Problemet viser sig oftere ved dårlig søvnkvalitet, udtalt træthed om dagen, koncentrationsbesvær eller en vedvarende følelse af ikke at være ordentligt udhvilet, selv efter mange timers søvn.

Den hyppigste form er obstruktiv søvnapnø, hvor de øvre luftveje bliver forsnævrede eller lukker helt til under søvnen. Kroppen forsøger fortsat at trække vejret, men luften kan ikke passere frit gennem svælget. Det giver gentagne små opvågninger og kan samtidig føre til fald i blodets iltmætning. Mange har haft symptomer i årevis, før diagnosen bliver stillet.

1. Hvad er søvnapnø?

Ordet apnø betyder ophør af vejrtrækningen. Ved søvnapnø opstår der gentagne episoder under søvnen, hvor luftstrømmen gennem de øvre luftveje enten stopper helt eller bliver markant reduceret. En fuldstændig pause kaldes en apnø, mens en tydelig reduktion i luftstrømmen betegnes som en hypopnø.

Begge dele kan få iltmætningen til at falde og medføre en kortvarig aktivering af hjernen. Disse opvågninger er ofte så korte, at man ikke selv registrerer dem, men når de gentager sig mange gange gennem natten, bliver søvnen fragmenteret. Det er derfor muligt at ligge i sengen i otte timer og alligevel vågne uden at føle sig udhvilet.

Ved obstruktiv søvnapnø er problemet, at de øvre luftveje klapper helt eller delvist sammen under søvnen. Brystkassen og mellemgulvet fortsætter med at arbejde, men fordi passagen gennem svælget er forsnævret eller lukket, kommer der ikke tilstrækkeligt med luft ned i lungerne. Efterhånden stiger vejrtrækningsarbejdet, iltmætningen kan falde, og hjernen reagerer med en kortvarig opvågning. Muskelspændingen i svælget øges, luftvejen åbner igen, og vejrtrækningen normaliseres. Herefter falder personen igen dybere i søvn, hvorefter processen kan gentage sig. Hos personer med svær søvnapnø kan dette ske mange gange i timen gennem hele natten.

Der findes også central søvnapnø, hvor problemet ikke primært er, at svælget lukker til, men at signalet fra hjernens respirationscenter til åndedrætsmusklerne midlertidigt ophører eller bliver utilstrækkeligt. Denne form er langt sjældnere og ses blandt andet i forbindelse med bestemte hjerte-, neurologiske og respiratoriske sygdomme. Når man i daglig tale taler om søvnapnø, menes der som regel obstruktiv søvnapnø.

2. Symptomer på søvnapnø

Et af de mest karakteristiske tegn på obstruktiv søvnapnø er høj og uregelmæssig snorken. Snorken skyldes vibrationer i vævet i svælget, når luftpassagen bliver trang. Ved søvnapnø bliver snorken ofte afbrudt af perioder med stilhed, hvor vejrtrækningen er ophørt eller kraftigt reduceret, hvorefter der kan komme et kraftigt gisp, en snøften eller høj snorken, når luftvejen åbner igen. Det er derfor ofte en partner, der først bliver opmærksom på problemet.

Natten kan samtidig være præget af urolig søvn, hyppige opvågninger, svedtendens, mundtørhed, natlige toiletbesøg og hovedpine om morgenen. Nogle vågner med en fornemmelse af kvælning eller åndenød, mens andre slet ikke registrerer de enkelte episoder.

Om dagen er træthed og søvnighed de vigtigste symptomer. Der er forskel på almindelig træthed og egentlig søvnighed. Træthed kan opleves som manglende energi eller overskud, mens søvnighed betyder, at man har svært ved at holde sig vågen. Ved udtalt søvnapnø kan man begynde at døse i rolige situationer, eksempelvis foran fjernsynet, under et møde, som passager i en bil eller under monotont arbejde. I mere alvorlige tilfælde kan der komme egentlige søvnanfald.

Mange oplever også problemer med koncentration, korttidshukommelse, irritabilitet og nedsat arbejdsevne. Nogle beskriver snarere en diffus fornemmelse af mental tåge end egentlig søvnighed. Symptomerne varierer betydeligt fra person til person, og enkelte kan have mange vejrtrækningspauser uden at føle sig voldsomt trætte i dagtimerne.

3. Hvorfor opstår obstruktiv søvnapnø?

Når vi er vågne, hjælper musklerne omkring svælget med at holde luftvejene åbne. Under søvn falder muskelaktiviteten naturligt. Hos personer med disposition til søvnapnø bliver svælget dermed så eftergiveligt eller trangt, at luftvejen gentagne gange forsnævres eller klapper sammen.

Overvægt er en af de vigtigste risikofaktorer. Øget mængde væv omkring hals og svælg kan reducere pladsen i de øvre luftveje og gøre dem mere tilbøjelige til at kollapse under søvnen. Et stort halsomfang ses derfor ofte hos personer med obstruktiv søvnapnø. Det er dog vigtigt at understrege, at sygdommen også forekommer hos normalvægtige, fordi anatomien i svælget og kæberne i sig selv kan være afgørende.

Store mandler, en stor tunge eller tungebasis, forholdene omkring den bløde gane og drøbelen samt kæbernes placering kan alle reducere pladsen i luftvejene. Næseobstruktion kan også bidrage. Derfor kan to personer med samme vægt have meget forskellig risiko for at udvikle søvnapnø.

Alkohol og sederende medicin kan forværre tilstanden, fordi de yderligere reducerer muskelspændingen omkring svælget. Luftvejene bliver dermed lettere eftergivelige og mere tilbøjelige til at lukke sammen. Dette er særlig relevant hos personer, som behandles for søvnproblemer med sløvende medicin, men hvor den egentlige årsag til den dårlige søvn er uerkendt søvnapnø.

Sygdommen forekommer hyppigere hos mænd end hos kvinder og bliver mere almindelig med alderen. Det klassiske billede er den midaldrende eller ældre mand med overvægt, kraftig snorken og dagtræthed, men denne beskrivelse dækker langt fra alle patienter. Kvinder, yngre mennesker og normalvægtige kan også have betydelig søvnapnø.

4. Hvorfor er søvnapnø et problem?

Søvnapnø handler ikke kun om snorken. De gentagne vejrtrækningspauser påvirker både søvnens struktur, blodets iltmætning og kredsløbet. Hver gang luftvejen lukker, øges vejrtrækningsarbejdet, og kroppen aktiverer til sidst hjernen nok til, at luftvejen åbner igen. Disse mikroopvågninger kan forekomme igen og igen uden, at personen husker dem næste morgen.

Resultatet er en fragmenteret søvn, hvor de normale søvnstadier bliver afbrudt. Dette er en vigtig forklaring på dagtræthed, koncentrationsproblemer og ufrivillig døsen. Samtidig kan iltmætningen falde under de længere apnøer og hypopnøer, hvorefter den stiger igen, når vejrtrækningen genoptages. Ved svær søvnapnø udsættes kroppen derfor gentagne gange gennem natten for udsving i iltmætning, puls og blodtryk.

Obstruktiv søvnapnø er forbundet med øget forekomst af blandt andet forhøjet blodtryk, iskæmisk hjertesygdom, hjerterytmeforstyrrelser, blodprop i hjertet, slagtilfælde og pulmonal hypertension. Der ses også en sammenhæng med type 2-diabetes og kognitive problemer. Det betyder ikke, at alle med søvnapnø udvikler disse sygdomme, men det understreger, at betydelig søvnapnø er mere end et spørgsmål om generende snorken.

Den udtalte søvnighed kan desuden i sig selv være en sikkerhedsrisiko. En person, som ufrivilligt falder i søvn i rolige situationer, kan også risikere at døse under bilkørsel eller ved betjening af maskiner. Graden af dagtræthed er derfor en vigtig del af vurderingen.

5. Hvordan stilles diagnosen?

Man kan ikke stille diagnosen søvnapnø alene på baggrund af snorken. Mange mennesker snorker uden at have søvnapnø, og omvendt kan søvnapnø være til stede uden voldsom snorken. Udredningen begynder derfor med en samlet vurdering af symptomer, søvn, dagtræthed og risikofaktorer.

Oplysninger fra en partner kan være særligt værdifulde, fordi den ramte sjældent selv ved, hvad der sker under søvnen. Observerede vejrtrækningspauser, høj uregelmæssig snorken og gispende vejrtrækning er klassiske oplysninger.

Ved den kliniske undersøgelse kan man vurdere de øvre luftveje med fokus på næsen, mandlerne, den bløde gane, drøbelen, tungebasen og svælgets pladsforhold. Vægt, BMI og halsomfang kan også indgå i vurderingen.

Den afgørende del af udredningen er en registrering af vejrtrækningen under søvn. Ved en mere omfattende søvnundersøgelse, polysomnografi, kan man blandt andet registrere luftstrøm, bevægelser af brystkasse og mave, iltmætning, puls, søvnstadier og opvågninger. På den måde kan man se både, hvor ofte vejrtrækningen bliver forstyrret, og hvordan det påvirker søvnen.

Et vigtigt mål er apnø-hypopnø-indekset, AHI, som angiver antallet af apnøer og hypopnøer per times søvn. Traditionelt betegnes AHI 5-15 som let søvnapnø, 15-30 som moderat og over 30 som svær. Et AHI på 30 betyder altså, at der i gennemsnit registreres en apnø eller hypopnø omkring hvert andet minut gennem søvnen.

AHI fortæller dog ikke hele historien. Det har også betydning, hvor lange episoderne er, hvor meget iltmætningen falder, hvor ofte personen vågner, og hvor udtalte symptomerne er om dagen. Behandlingen bør derfor ikke baseres på ét tal alene.

6. Behandling af obstruktiv søvnapnø

Behandlingen afhænger af sygdommens sværhedsgrad, graden af dagtræthed, vægt, anatomi og resultaterne af søvnundersøgelsen. Hos overvægtige er vægttab en vigtig del af behandlingen, fordi mindre væv omkring de øvre luftveje kan reducere tendensen til sammenklapning. Hos nogle kan et betydeligt vægttab medføre en markant forbedring, mens søvnapnøen igen kan forværres, hvis vægten stiger.

Alkohol kan gøre søvnapnø værre, især hvis det indtages tæt på sengetid. Det samme gælder i nogle tilfælde sederende medicin. Hvis en person anvender sovemedicin eller andre sløvende præparater, bør den samlede behandling derfor vurderes i lyset af søvnapnøen.

Hos nogle optræder vejrtrækningsproblemerne næsten udelukkende, når de ligger på ryggen. Her kan positionsbehandling være relevant. Formålet er at få personen til at sove mere på siden og mindre på ryggen.

Ved moderat til svær obstruktiv søvnapnø er CPAP den vigtigste behandling. CPAP står for continuous positive airway pressure. Man sover med en maske over næsen eller over både næse og mund, og apparatet skaber et let positivt lufttryk i luftvejene. Dette tryk fungerer som en pneumatisk skinne, der holder svælget åbent under søvnen. Når behandlingen fungerer godt, reduceres eller forsvinder apnøerne, søvnen bliver mere sammenhængende, og dagtrætheden kan falde betydeligt.

CPAP ændrer ikke nødvendigvis den anatomiske disposition til søvnapnø. Effekten er derfor til stede, mens apparatet bruges, og behandlingen skal anvendes regelmæssigt for at virke.

En anden mulighed er en særlig søvnapnøskinne, som holder underkæben i en mere fremskudt position. Når underkæben flyttes frem, følger tungen delvist med, og pladsen i svælget kan øges. Denne behandling anvendes især ved lettere og moderat søvnapnø hos udvalgte patienter.

Kirurgi kan være relevant, hvis der findes en tydelig anatomisk årsag til luftvejsobstruktionen. Det kan eksempelvis være meget store mandler eller bestemte kæbe- og ansigtsforhold. Kirurgi er dog ikke en generel standardbehandling for alle voksne med søvnapnø, og valget afhænger helt af den konkrete anatomi.

7. Søvnapnø hos børn

Søvnapnø forekommer også hos børn, men årsagerne og symptomerne kan være anderledes end hos voksne. En hyppig årsag er store mandler og adenoide vegetationer, som fysisk reducerer pladsen i de øvre luftveje.

Børn kan have kraftig snorken, urolig søvn og observerede vejrtrækningspauser, men de reagerer ikke altid på dårlig søvn ved blot at blive trætte. Nogle bliver i stedet urolige eller hyperaktive og kan få problemer med koncentration, adfærd og indlæring. Ved mere udtalte tilfælde kan vækst og trivsel også påvirkes.

Hvis årsagen er betydeligt forstørrede mandler og adenoide vegetationer, kan kirurgisk behandling have god effekt.

8. Hvornår bør man mistænke søvnapnø?

Søvnapnø bør især overvejes hos personer med høj og uregelmæssig snorken, observerede vejrtrækningspauser og vedvarende dagtræthed eller søvnighed. Morgenhovedpine, mundtørhed, koncentrationsproblemer og følelsen af ikke at være udhvilet trods tilstrækkelig tid i sengen kan styrke mistanken.

Mistanken er særlig oplagt ved samtidig overvægt, stort halsomfang eller kendte anatomiske forsnævringer i de øvre luftveje, men fravær af disse faktorer udelukker ikke sygdommen.

Et vigtigt tegn er, hvis søvnigheden begynder at påvirke dagligdagen. Hvis man ufrivilligt døser ved arbejde, under samtaler eller ved bilkørsel, bør problemet vurderes hurtigt.

9. Konklusion

Søvnapnø er en søvnrelateret vejrtrækningsforstyrrelse, hvor vejrtrækningen gentagne gange bliver nedsat eller stopper under søvnen. Den hyppigste form er obstruktiv søvnapnø, hvor de øvre luftveje klapper helt eller delvist sammen.

Konsekvensen er ikke kun snorken. De gentagne vejrtrækningspauser kan føre til fald i iltmætningen og et stort antal små opvågninger gennem natten. Søvnen bliver dermed fragmenteret, selv om personen ikke nødvendigvis husker at have været vågen.

Dagtræthed, søvnighed, koncentrationsproblemer og ufrivillig døsen er derfor centrale symptomer. Samtidig er søvnapnø forbundet med en øget forekomst af blandt andet forhøjet blodtryk, hjerte-kar-sygdom, slagtilfælde og metaboliske problemer.

Diagnosen stilles ved at undersøge vejrtrækningen under søvn. AHI bruges til at beskrive sværhedsgraden, men både symptomer, iltmætning og søvnens kvalitet har betydning for den samlede vurdering.

Behandlingen afhænger af årsagen og sværhedsgraden. Vægttab kan være vigtigt hos overvægtige, og alkohol samt unødig sederende medicin kan forværre tilstanden. Nogle kan behandles med positionsbehandling eller en tandskinne, mens CPAP er den centrale behandling ved moderat til svær obstruktiv søvnapnø.

Det vigtigste er at skelne almindelig snorken fra snorken, der ledsages af vejrtrækningspauser og påvirket søvn. Mange vænner sig gradvist til at være trætte og opfatter det efterhånden som normalt. Derfor kan søvnapnø være til stede i lang tid, før den bliver opdaget. Ved høj snorken, observerede vejrtrækningspauser og vedvarende søvnighed om dagen bør søvnapnø derfor overvejes og udredes.