Søvnsygdommen søvngængeri

Søvngængeri er en såkaldt parasomni, hvor en person kan sætte sig op, rejse sig fra sengen og bevæge sig rundt, selv om vedkommende stadig befinder sig i dyb søvn. Personen kan se vågen ud, have åbne øjne og i nogle tilfælde udføre forholdsvis målrettede handlinger, men bevidstheden og reaktionsevnen er tydeligt nedsat.

Søvngængeri forekommer især hos børn og ses hyppigst i alderen omkring fire til otte år. Hos de fleste bliver episoderne sjældnere med alderen og forsvinder efterhånden helt. Det er derfor ofte et forbigående søvnfænomen snarere end tegn på en alvorlig sygdom.

Det karakteristiske er, at personen ikke er rigtigt vågen under episoden. Det kan være vanskeligt at få kontakt, og næste morgen er der som regel ingen erindring om det, der er sket.

1. Hvad er søvngængeri?

Søvngængeri kaldes også somnambulisme og hører til gruppen af parasomnier. Parasomnier er fænomener eller usædvanlig adfærd, der opstår under søvnen. Nogle optræder under den dybe non-REM-søvn, mens andre er knyttet til REM-søvnen, hvor størstedelen af vores livlige drømme forekommer.

Søvngængeri hører til non-REM-parasomnierne. Det betyder, at episoden opstår fra den dybe søvn og ikke fra den klassiske drømmesøvn. Man kan betragte tilstanden som en ufuldstændig opvågning, hvor dele af hjernen bliver aktive nok til, at personen kan bevæge sig, mens vedkommende fortsat befinder sig i søvn.

En episode behøver ikke at bestå i, at personen går gennem hele huset. Nogle sætter sig blot op i sengen eller foretager enkelte bevægelser, mens andre rejser sig og går omkring. Adfærden kan virke målrettet, selv om personen ikke er fuldt bevidst om sine handlinger.

2. Hvad sker der under en episode?

En person, der går i søvne, kan have åbne øjne og et tomt eller stirrende ansigtsudtryk. Udefra kan det derfor se ud, som om vedkommende er vågen. Forsøger man at tale med personen, vil reaktionen imidlertid ofte være begrænset eller helt mangle.

Det er også almindeligt, at personen er vanskelig at vække. Det skyldes, at søvngængeri netop forekommer under den dybe søvn. Selv om kroppen er i bevægelse, befinder hjernen sig ikke i en normal vågen tilstand.

Efter episoden vender personen typisk tilbage til almindelig søvn. Næste morgen kan der være fuldstændig glemsel for det, der er foregået. Det kan virke overraskende for familien, hvis personen eksempelvis har været ude af sengen og bevæget sig rundt i flere minutter, men selv ikke har nogen oplevelse af at have været vågen.

Denne kombination af bevægelse, nedsat kontakt og manglende hukommelse er meget karakteristisk for søvngængeri.

3. Hvornår på natten sker det?

Søvngængeri forekommer som regel tidligt på natten. Episoderne ses ofte i den første tredjedel af nattesøvnen og typisk omkring en til halvanden time efter indsovning, hvor den dybe non-REM-søvn fylder mest.

Det hænger sammen med den normale opbygning af søvnen. I begyndelsen af natten har vi mest dyb søvn, mens REM-søvnen og de længere drømmeperioder bliver mere fremtrædende senere på natten.

Tidspunktet kan derfor hjælpe med at skelne søvngængeri fra andre natlige fænomener. Et barn, der sætter sig op eller går omkring forholdsvis kort tid efter indsovning og ikke kan huske episoden næste morgen, har et andet søvnmønster end en person, der vågner fra et livagtigt mareridt senere på natten.

4. Søvngængeri hos børn

Søvngængeri ses først og fremmest hos børn. Det forekommer især i alderen fire til otte år og forsvinder som regel gradvist, efterhånden som barnet bliver ældre.

Det kan være en voldsom oplevelse for forældrene første gang, fordi barnet kan se vågent ud uden at reagere normalt. Hvis barnet går rundt med åbne øjne og ikke svarer ordentligt på spørgsmål, kan det umiddelbart virke som om, noget er alvorligt galt.

Hos børn er søvngængeri imidlertid som regel et harmløst og forbigående fænomen. Det vigtigste problem er ofte ikke selve søvngængeriet, men risikoen for at barnet kommer til skade, fordi det bevæger sig rundt uden normal opmærksomhed og dømmekraft.

Nogle parasomnier kan fortsætte ind i voksenalderen, men søvngængeri er langt mere typisk hos børn end hos voksne.

5. Søvngængeri, søvnrædsel og mareridt

Søvngængeri kan let forveksles med andre natlige fænomener, især søvnrædsel og mareridt. De adskiller sig dog på flere vigtige punkter.

Søvnrædsel, også kaldet pavor nocturnus, opstår ligesom søvngængeri under den dybe non-REM-søvn og typisk tidligt på natten. Her kan barnet pludseligt sætte sig op, skrige, virke meget angst og være svært at komme i kontakt med. Selvom barnet ser vågent ud, er det fortsat i dyb søvn, og episoden huskes som regel ikke næste morgen.

Mareridt forekommer derimod under REM-søvnen. Her er personen lettere at vække og vil ofte kunne huske drømmen bagefter, nogle gange meget detaljeret. Ved almindelige mareridt ligger kroppen desuden typisk forholdsvis stille, fordi muskulaturen under REM-søvn normalt er kraftigt afslappet.

Søvngængeri og søvnrædsel har altså det tilfælles, at de opstår fra den dybe søvn, mens mareridt er knyttet til drømmesøvnen.

6. Kan søvngængeri være farligt?

Søvngængeri er som regel harmløst i sig selv, men personen kan bringe sig i farlige situationer, fordi vedkommende bevæger sig rundt uden normal opmærksomhed og mulighed for at korrigere sine handlinger.

En person kan eksempelvis gå hen mod en trappe, åbne en dør eller bevæge sig hen til et åbent vindue uden rigtigt at være klar over omgivelserne. Risikoen afhænger derfor i høj grad af, hvad personen kan komme i kontakt med under episoden.

Det vigtigste er at indrette omgivelserne, så risikoen for ulykker bliver så lille som muligt. Døre og vinduer kan sikres, og det er fornuftigt at fjerne forhold, som kan gøre det let at falde eller komme til skade under en episode.

Hos et barn med tilbagevendende søvngængeri er sikkerheden derfor vigtigere end at forsøge at forhindre enhver enkelt episode.

7. Skal man vække en søvngænger?

Det kan være vanskeligt at vække en person under en episode, fordi vedkommende befinder sig i den dybe søvn. Forsøg på at få normal kontakt kan derfor være uden større effekt.

Det vigtigste er at forhindre, at personen kommer til skade. Hvis det er muligt, kan man roligt hjælpe eller lede personen tilbage mod sengen uden at skabe unødig uro.

At personen ikke reagerer normalt, betyder ikke, at vedkommende bevidst ignorerer omgivelserne. Hjernen befinder sig ganske enkelt i en mellemtilstand, hvor bevægelse er mulig, selv om personen ikke er almindeligt vågen.

Efterfølgende er der ofte ingen grund til at forvente, at personen selv kan forklare episoden, fordi den som regel ikke lagres i hukommelsen.

8. Hvordan behandles søvngængeri?

Behandlingen er først og fremmest ikke-medicinsk. Hos børn vil søvngængeri ofte aftage og forsvinde med alderen, og der er derfor sjældent behov for egentlig medicinsk behandling alene på grund af enkelte episoder.

Det vigtigste er at forebygge ulykker. Hvis et barn eller en voksen regelmæssigt går rundt under søvnen, bør omgivelserne indrettes, så personen ikke uden videre kan forlade boligen, falde ned ad trapper eller komme ud gennem et vindue.

Det kan blandt andet indebære at sikre døre og vinduer og fjerne oplagte farer i de områder, hvor personen kan bevæge sig om natten.

Søvngængeri adskiller sig dermed fra mange andre søvnsygdomme, hvor behandlingen primært retter sig mod medicin, vejrtrækning eller døgnrytme. Ved søvngængeri er den praktiske sikkerhed ofte det vigtigste behandlingsprincip.

9. Konklusion

Søvngængeri er en parasomni, hvor en person bliver delvist aktiveret fra den dybe non-REM-søvn uden at vågne helt. Personen kan sætte sig op, gå omkring og foretage forskellige handlinger, samtidig med at opmærksomheden og kontakten med omgivelserne er nedsat.

Episoderne optræder typisk tidligt på natten, ofte i den første tredjedel af søvnen, hvor den dybe søvn er mest fremtrædende. Under episoden kan personen have åbne øjne og se vågen ud, men er ofte vanskelig at komme i kontakt med og har som regel ingen erindring om det næste morgen.

Søvngængeri ses især hos børn mellem cirka fire og otte år og forsvinder hos de fleste gradvist med alderen. Det er almindeligvis et harmløst søvnfænomen, men kan blive farligt, hvis personen går rundt i omgivelser, hvor der er risiko for fald eller andre ulykker.

Behandlingen handler derfor først og fremmest om sikkerhed. Døre og vinduer bør sikres, og omgivelserne bør indrettes, så personen ikke kan komme alvorligt til skade under en episode.

Det særlige ved søvngængeri er, at kroppen kan være aktiv, mens hjernen fortsat befinder sig i dyb søvn. Derfor kan en person både gå rundt, se vågen ud og foretage handlinger uden bagefter at have nogen erindring om, hvad der er sket.