Søvnsygdommen søvnrædsel

Søvnrædsel, også kaldet pavor nocturnus eller søvnterror, er en parasomni, som især ses hos børn. Episoderne kan være meget dramatiske: barnet kan pludselig sætte sig op i sengen, skrige, virke panisk, have åbne øjne og være svært eller umuligt at få kontakt med. For forældrene kan det se ud, som om barnet er vågent og ekstremt bange, men barnet befinder sig fortsat i en tilstand af dyb søvn.

Søvnrædsel opstår typisk tidligt på natten, ofte en til to timer efter at barnet er faldet i søvn. Episoden varer som regel få minutter, hvorefter barnet falder til ro og sover videre. Næste morgen kan barnet som regel ikke huske, hvad der er sket.

Det er netop kombinationen af voldsom adfærd, manglende kontakt og manglende erindring bagefter, der gør søvnrædsel karakteristisk.

1. Hvad er søvnrædsel?

Søvnrædsel hører til gruppen af parasomnier. Parasomnier er fænomener, der opstår under søvnen, men som ikke er almindelig søvnadfærd. Nogle parasomnier forekommer under REM-søvnen, mens andre opstår under den dybe non-REM-søvn.

Søvnrædsel hører til non-REM-parasomnierne og opstår ved en ufuldstændig opvågning fra den dybe søvn. Hjernen bevæger sig altså delvist i retning af vågenhed, uden at barnet faktisk bliver almindeligt vågent.

Det forklarer, hvorfor barnet både kan sætte sig op, skrige, bevæge sig og se meget vågent ud, samtidig med at det ikke svarer normalt på spørgsmål eller lader sig trøste på samme måde som et vågent barn.

Hos de fleste børn er søvnrædsel et forbigående fænomen. Tilstanden bliver typisk sjældnere med alderen og ses kun meget sjældent hos voksne.

2. Hvordan ser et anfald ud?

Et anfald kan begynde meget pludseligt. Barnet kan sætte sig brat op i sengen med et skrig og fremstå stærkt bange eller panisk. Der kan være råben, kraftig motorisk uro og et meget forskrækket ansigtsudtryk. Nogle børn dirrer over hele kroppen eller forsøger at komme ud af sengen.

Øjnene kan være åbne, og barnet kan stirre lige frem for sig. Det får ofte episoden til at se endnu mere voldsom ud, fordi barnet ved første øjekast ser ud til at være lysvågent.

Forsøger forældrene at tale med barnet, vil de imidlertid ofte opleve, at der kun kommer meget lidt eller slet ingen kontakt. Barnet reagerer ikke normalt på spørgsmål og kan være vanskeligt eller umuligt at vække.

Efter nogle minutter falder uroen typisk gradvist. Barnet falder igen til ro og fortsætter søvnen. Næste morgen er der som regel ingen erindring om episoden.

Det kan være svært at forstå for forældrene, fordi episoden kan have set ekstremt voldsom ud. For barnet selv har oplevelsen derimod ofte ikke efterladt noget minde.

3. Hvornår på natten kommer søvnrædsel?

Søvnrædsel opstår typisk i den første tredjedel af nattesøvnen, ofte omkring en til to timer efter indsovning. Det er på dette tidspunkt, den dybe slow-wave-søvn fylder mest.

Det adskiller søvnrædsel fra mareridt, som typisk forekommer under REM-søvn og derfor oftere ses senere på natten.

Tidspunktet er derfor et vigtigt kendetegn. Et barn, der pludselig skriger og virker panisk kort tid efter at være faldet i søvn, men som ikke rigtig kan vækkes og ikke husker noget næste morgen, passer langt bedre med søvnrædsel end med et almindeligt mareridt.

4. Søvnrædsel eller mareridt?

Søvnrædsel og mareridt kan ligne hinanden, fordi begge dele kan være forbundet med angst og uro om natten. De foregår imidlertid i forskellige dele af søvnen og opleves meget forskelligt.

Ved søvnrædsel befinder barnet sig i dyb non-REM-søvn. Barnet kan se vågent ud, men er svært at komme i kontakt med og kan normalt ikke fortælle, hvad der er galt. Episoden opstår tidligt på natten, og barnet husker som regel ikke noget næste morgen.

Et mareridt er derimod en angstfyldt drøm under REM-søvnen. Her vågner barnet i højere grad rigtigt op og kan ofte fortælle om drømmen bagefter. Erindringen om mareridtet kan være meget detaljeret.

Ved mareridt er der som regel heller ikke samme kraftige motoriske uro som ved søvnrædsel. Under REM-søvnen er kroppens muskulatur normalt kraftigt afslappet, mens søvnrædsel netop kan være præget af skrig, uro og bevægelse.

Forskellen er derfor ikke bare, hvor bange barnet ser ud. Det afgørende er, hvilken søvnfase episoden kommer fra, hvor kontaktbart barnet er, og om episoden huskes bagefter.

5. Sammenhængen med søvngængeri

Søvnrædsel og søvngængeri er nært beslægtede fænomener. Begge opstår under den dybe non-REM-søvn og skyldes en ufuldstændig opvågning.

De kan derfor forekomme hos de samme børn. Nogle børn har primært episoder med skrig, angst og uro, mens andre rejser sig og går omkring. Hos enkelte kan elementerne overlappe.

Fælles for begge tilstande er, at barnet ikke er almindeligt vågent under episoden, er svært at vække og ofte ikke husker noget næste morgen.

Det er derfor ikke mærkeligt, hvis et barn, der tidligere har gået i søvne, senere får episoder med søvnrædsel eller omvendt.

6. Hvor almindeligt er søvnrædsel?

Søvnrædsel ses hos omkring tre procent af børn og forekommer især i barnealderen. Episoderne bliver som regel sjældnere med alderen og forsvinder hos de fleste.

Tilstanden ses kun meget sjældent hos voksne.

Der er også en vis arvelig tendens. Det er derfor ikke usædvanligt, at en forælder genkender episoderne fra sin egen barndom eller ved, at andre i familien har haft lignende fænomener.

Søvnrædsel er ikke i sig selv udtryk for psykisk sygdom. Hos børn har tilstanden heller ikke betydning for den senere psykiske udvikling.

Det er vigtigt, fordi episoderne let kan få forældre til at tro, at barnet oplever noget alvorligt psykisk. Det meget dramatiske udtryk siger imidlertid ikke noget om, hvordan barnet har det psykisk i vågen tilstand.

7. Hvad skal man gøre under et anfald?

Forældrenes vigtigste opgave er at bevare roen og sørge for, at barnet ikke kommer til skade.

Det kan være frustrerende, at barnet ikke reagerer på spørgsmål eller beroligelse, men det skyldes, at barnet fortsat befinder sig i dyb søvn. Man kan derfor ikke forvente den samme kontakt, som hvis barnet var vågnet efter et almindeligt mareridt.

Det er ofte heller ikke muligt at vække barnet på normal vis. Episoden vil typisk aftage af sig selv efter nogle minutter, hvorefter barnet falder til ro igen.

Hvis barnet bevæger sig kraftigt eller forsøger at forlade sengen, bør omgivelserne være så sikre som muligt. Søvnrædsel er tæt beslægtet med søvngængeri, og sikkerhed under episoden er derfor vigtigere end at forsøge at få barnet helt vågent.

For de fleste børn er der ikke behov for medicinsk behandling. Ofte er det vigtigste, at forældrene forstår, hvad der sker, og ved, at episoderne trods deres voldsomme udseende som regel er harmløse.

8. Er søvnrædsel farligt?

Selve søvnrædslen er som udgangspunkt ikke farlig og har ikke betydning for barnets senere psykiske udvikling. Det, der kan give anledning til problemer, er den motoriske uro under episoden.

Hvis barnet rejser sig, farer ud af sengen eller bevæger sig kraftigt omkring, kan der være risiko for at støde ind i møbler eller på anden måde komme til skade. Derfor er det fornuftigt at tænke på sikkerheden omkring sengen og i værelset hos børn med hyppige episoder.

Søvnrædsel kan desuden i nogle situationer ligne andre natlige anfald. Pavor nocturnus indgår blandt andet i de tilstande, som kan forveksles med epileptiske anfald. Hvis episoderne har et atypisk forløb, eller der er tvivl om, hvad der sker, kan det derfor være relevant at få barnet vurderet lægeligt.

9. Konklusion

Søvnrædsel er en parasomni, som især forekommer hos børn. Episoderne opstår fra den dybe non-REM-søvn og består typisk af pludselig intens angst, skrig, råben og kraftig uro.

Barnet kan have åbne øjne og se vågent ud, men befinder sig fortsat i dyb søvn. Det er derfor ofte svært eller umuligt at få normal kontakt, og barnet kan ikke nødvendigvis beroliges på samme måde som efter et mareridt.

Episoderne kommer typisk i den første tredjedel af natten, ofte en til to timer efter indsovning, og varer som regel kun få minutter. Herefter falder barnet til ro og sover videre. Næste morgen er der som regel ingen erindring om det, der er sket.

Det adskiller søvnrædsel tydeligt fra mareridt. Ved mareridt er barnet i REM-søvn, vågner lettere og kan ofte huske drømmen bagefter.

Søvnrædsel er nært beslægtet med søvngængeri og kan forekomme hos de samme børn. Tilstanden har også en vis arvelig tendens, men svinder hos de fleste med alderen og ses meget sjældent hos voksne.

Selv om et anfald kan se voldsomt ud, er der som regel ikke behov for egentlig behandling. Det vigtigste er at forstå, at barnet ikke er normalt vågent under episoden, bevare roen og sørge for, at barnet ikke kommer til skade.

For mange forældre er søvnrædsel langt mere skræmmende at overvære, end den er for barnet selv.