Mange forældre kender situationen: Teenageren er lysvågen sent om aftenen, kan ikke falde i søvn, før klokken er blevet ét, to eller endnu mere, og er næsten umulig at få ud af sengen næste morgen. I weekenden ser problemet anderledes ud. Her kan den unge måske sove til langt op ad formiddagen og virker pludselig langt mere udhvilet. Det kan let komme til at ligne dårlige vaner, manglende motivation eller et valg om at være længe oppe, men hos nogle unge skyldes mønstret en reel forskydning af døgnrytmen, som kaldes forsinket søvnfase.
Ved forsinket søvnfase ligger kroppens indre ur senere end den rytme, som skole, uddannelse og resten af samfundet forventer. Den unge bliver først naturligt søvnig sent på aftenen og har tilsvarende svært ved at vågne tidligt om morgenen. Hvis den unge får lov til at følge sin egen rytme og eksempelvis sove fra klokken to om natten til klokken ti om formiddagen, kan søvnen være både normal og sammenhængende. Problemet er derfor ikke nødvendigvis, at den unge ikke kan sove. Problemet er, at søvnen ligger på et tidspunkt, der passer dårligt til hverdagen.
Hvorfor bliver døgnrytmen senere i teenageårene?
Forsinket søvnfase ses særligt hos teenagere og yngre voksne, og det hænger blandt andet sammen med den normale biologiske udvikling gennem puberteten. Når børn bliver teenagere, forskydes døgnrytmen naturligt i retning af senere søvn og senere opvågning. Samtidig ændrer reguleringen af søvntrykket sig, så mange unge lettere kan holde sig vågne længere om aftenen. Det er en vigtig forklaring på, hvorfor en teenager ikke nødvendigvis bliver søvnig på samme tidspunkt som et yngre barn, selv hvis begge er stået op om morgenen på omtrent samme tidspunkt.
Denne naturlige forskydning betyder ikke, at alle teenagere har en søvnforstyrrelse. Det er normalt, at unge foretrækker at gå senere i seng end børn og voksne. Ved egentlig forsinket søvnfase er forskydningen derimod så udtalt og vedvarende, at den giver problemer i dagligdagen. Den unge kan eksempelvis være ude af stand til at falde i søvn før langt efter midnat, selv om vedkommende forsøger at gå tidligere i seng, og næste morgen opstår der en konflikt mellem kroppens biologiske nat og kravet om at stå op til skole.
Her opstår let en ond cirkel. Efter flere tidlige skolemorgener har den unge samlet et betydeligt søvnunderskud op og sover derfor længe i weekenden. Det kan føles nødvendigt og giver naturligvis mere søvn, men den sene opvågning kan samtidig være med til at holde døgnrytmen forskudt. Søndag aften er den unge derfor måske slet ikke søvnig på et tidspunkt, der passer med mandagens skoledag, og mønstret begynder igen.
Lys spiller også en væsentlig rolle for det indre ur. Lys om morgenen hjælper med at stille døgnrytmen tidligere, mens kraftigt lys sent på dagen og om aftenen kan trække rytmen i den modsatte retning. Mobiltelefoner, computere og andre skærme er derfor relevante, men det er vigtigt ikke at gøre skærmen til hele forklaringen. Hos nogle unge ligger der en reel biologisk tendens til en sen døgnrytme, som derefter kan blive forstærket af meget lys og aktivitet om aftenen, uregelmæssige sengetider og lange morgener i weekenden.
Er det forsinket søvnfase eller bare svært ved at falde i søvn?
Forsinket søvnfase kan umiddelbart ligne søvnløshed, fordi den unge ligger vågen i sengen og ikke kan falde i søvn. Forskellen bliver tydeligere, når man ser på, hvad der sker, hvis den unge får mulighed for at følge sin foretrukne døgnrytme. Ved klassisk insomni kan der fortsat være problemer med at falde i søvn eller holde søvnen ved lige, selv når tidspunktet er frit. Ved forsinket søvnfase er søvnen derimod ofte ganske normal, når den får lov til at begynde og slutte senere.
Et typisk mønster kan derfor være, at den unge ikke kan falde i søvn før klokken to eller tre om natten, men derefter sover godt og uden mange opvågninger, hvis vedkommende får lov til at sove til klokken ti eller elleve. På skoledage bliver søvnen derimod afbrudt af vækkeuret flere timer tidligere, end kroppen biologisk er klar til. Resultatet bliver for lidt søvn, udtalt træthed om morgenen og ofte vanskeligheder med koncentration, humør og funktion i løbet af dagen.
Det er også derfor, at problemet let kan blive misforstået. En teenager, der sover til middag i weekenden, kan fremstå doven, mens den samme adfærd i virkeligheden kan være et forsøg på at indhente den søvn, der er blevet manglet gennem ugen. Omvendt er en sen døgnrytme ikke automatisk en sygdom. Det afgørende er, om rytmen er vedvarende forskudt og i en sådan grad kolliderer med hverdagen, at den unge ikke får tilstrækkelig søvn eller ikke kan fungere normalt i skole, uddannelse eller andre daglige aktiviteter.
En søvndagbog kan være meget nyttig, hvis man vil forstå mønstret. Her registrerer man gennem en periode, hvornår den unge går i seng, omtrent hvornår søvnen indtræder, hvornår vedkommende vågner, og hvornår vedkommende står op. Det er særligt interessant at sammenligne skoledage med weekender og ferier. Ved forsinket søvnfase bliver det ofte tydeligt, at søvnen fungerer betydeligt bedre, når den unge selv kan bestemme tidspunktet.
Hvordan kan døgnrytmen flyttes tidligere?
Behandlingen handler grundlæggende om at flytte det indre ur, ikke om at tvinge den unge til at ligge længere tid i sengen. At sende en teenager i seng klokken 21, når kroppen først er biologisk klar til søvn flere timer senere, løser derfor sjældent problemet. Tværtimod kan det ende med mange vågne timer i sengen og en oplevelse af, at det er umuligt at falde i søvn.
En regelmæssig rytme er et centralt udgangspunkt. Især tidspunktet for at stå op er vigtigt, fordi lange morgener på fridage let kan trække rytmen senere igen. Det betyder ikke, at den unge aldrig må sove længere efter en dårlig nat, men ved en vedvarende forsinket døgnrytme kan meget store forskelle mellem hverdage og weekender gøre det vanskeligere at flytte søvnen til et tidligere tidspunkt. Regelmæssighed virker langsomt og kræver ofte mere tålmodighed, end man umiddelbart forventer.
Lys kan bruges mere aktivt. Kraftigt dagslys tidligt på dagen påvirker det indre ur i retning af en tidligere døgnrytme, og derfor er morgenlys en vigtig del af behandlingen. I de mørke måneder kan kunstigt lys i nogle tilfælde anvendes som supplement. Om aftenen gælder det modsatte princip: meget stærkt lys sent på dagen kan gøre det vanskeligere at flytte rytmen tidligere. Derfor giver det mening at dæmpe lys og aktivitet hen imod sengetid og undgå, at aftenen bliver den mest lysstærke og stimulerende del af døgnet.
Motion og almindelig aktivitet i dagtimerne er positivt, mens meget stimulerende aktiviteter umiddelbart før sengetid kan gøre overgangen til søvn vanskeligere. Koffein sent på dagen kan ligeledes holde vågenheden oppe og gøre et i forvejen sent søvntidspunkt endnu senere. Det er dog vigtigt at se disse råd som støtte til døgnrytmen og ikke som en forklaring på alle tilfælde. Ved egentlig forsinket søvnfase kan man godt have gode søvnvaner og stadig have et indre ur, der ligger markant senere end ønsket.
Melatonin kan i nogle tilfælde bruges til at påvirke døgnrytmen. Her er tidspunktet for indtagelsen afgørende, fordi melatonin ved forsinket søvnfase ikke blot anvendes som et almindeligt sovemiddel, men som et signal til kroppens døgnrytme. Det bør derfor ikke betragtes som noget, man blot giver en teenager ved sengetid uden nærmere vurdering. Hos børn og unge anbefaler Sundhedsstyrelsen, at ikke-medicinske tiltag afprøves først, og at søvnmønstret registreres, før behandling med melatonin overvejes. Hvis melatonin skal anvendes, bør behandling og tidspunkt aftales med en læge.
Hvornår bør man søge hjælp?
En sen døgnrytme er almindelig i teenageårene og kræver ikke behandling, hvis den unge fungerer godt og får tilstrækkelig søvn. Det bliver først et egentligt problem, når forskydningen er så stor, at den unge gentagne gange ikke kan falde i søvn på et tidspunkt, der gør det muligt at få tilstrækkelig søvn før skole eller uddannelse.
Det er relevant at søge lægelig vurdering, hvis den unge gennem længere tid først kan falde i søvn meget sent, har betydelige problemer med at komme op om morgenen eller fungerer dårligt i løbet af dagen på grund af søvnmangel. Det gælder også, hvis der er tvivl om, hvorvidt problemet skyldes forsinket søvnfase eller en anden søvnforstyrrelse. Søvnløshed, depression, angst, søvnapnø og andre tilstande kan også påvirke søvnen og bør overvejes, hvis symptomerne ikke passer til et typisk mønster med forskudt døgnrytme.
For mange familier er det vigtigste første skridt at forstå, at problemet ikke nødvendigvis handler om vilje. Teenageren kan godt være oprigtigt ude af stand til at falde i søvn på det tidspunkt, hvor resten af familien synes, at det er naturligt at gå i seng. Samtidig betyder den biologiske forklaring ikke, at døgnrytmen ikke kan påvirkes. Regelmæssige tidspunkter, morgenlys og en mere rolig og mørk aften kan hjælpe med gradvist at flytte rytmen, og i udvalgte tilfælde kan lægelig behandling være relevant.
Forsinket søvnfase hos unge er derfor bedst forstået som en konflikt mellem det indre ur og det ydre ur. Den unge kan ofte sove ganske godt, når søvnen får lov til at ligge sent, men skole og hverdag kræver, at dagen begynder tidligere. Behandlingen handler om langsomt at bringe de to rytmer tættere på hinanden, så den unge både kan få den søvn, kroppen har brug for, og samtidig fungere i hverdagen.