Hvordan undersøger man søvnproblemer?

Søvnproblemer kan skyldes mange forskellige ting, og derfor findes der heller ikke én undersøgelse, som kan bruges til alle. Nogle søvnforstyrrelser kan i høj grad vurderes ud fra en grundig samtale og et søvnskema, mens andre kræver målinger gennem natten eller særlige tests i dagtimerne.

Det afhænger helt af, hvad man mistænker. Ved almindelig insomni er det ofte søvnmønstret og symptomerne, der er vigtigst. Ved mistanke om søvnapnø er vejrtrækningen under søvn central, mens udredning for narkolepsi eller udtalt søvnighed kræver en helt anden type undersøgelse. Det afgørende er derfor ikke blot at “måle søvn”, men at vælge den undersøgelse, der kan besvare det konkrete spørgsmål.

De vigtigste metoder er søvndagbog eller søvnskema, polygrafi, polysomnografi og MSLT. De måler forskellige ting og bruges til forskellige typer søvnproblemer.

Samtalen og søvndagbogen er ofte det første skridt

Udredning af søvnproblemer begynder som regel med en grundig beskrivelse af søvnen. Det er vigtigt at vide, hvornår man går i seng, hvor lang tid det typisk tager at falde i søvn, hvor mange gange man vågner, hvornår man står op, og hvordan man fungerer i dagtimerne. Det kan også være relevant at spørge til snorken, ufrivillige søvnanfald, uro i benene, natlige bevægelser og andre symptomer, som kan pege i retning af en bestemt søvnsygdom.

Et almindeligt søvnskema eller en søvndagbog kan give værdifulde oplysninger. Her registrerer man søvnen hver morgen gennem nogle uger. På den måde får man et mere realistisk billede af søvnmønstret end ved blot at forsøge at huske, hvordan man har sovet den seneste nat.

En søvndagbog kan blandt andet vise, om problemet hovedsageligt er lang indsovningstid, mange opvågninger, tidlig opvågning eller en forskudt døgnrytme. Den kan også vise, om sengetid og tidspunktet for at stå op varierer meget fra dag til dag.

Ved insomni er det netop samtalen og søvnskemaet, der er centrale. Der findes ikke en enkelt objektiv måling, som i sig selv kan stille diagnosen søvnløshed. Derfor er patientens egen oplevelse af søvnen og funktionen i dagtimerne en vigtig del af vurderingen.

Når man vil undersøge vejrtrækningen under søvn

Hvis der er mistanke om søvnapnø, er det nødvendigt at undersøge, hvad der sker med vejrtrækningen gennem natten. Her bruges ofte en undersøgelse, der kaldes polygrafi.

Ved polygrafi registreres især de respiratoriske forhold. Undersøgelsen kan blandt andet måle luftflow gennem næse og mund, bevægelser af brystkasse og mave, iltmætning i blodet, snorkelyde og kropsposition. På den måde kan man se, om der forekommer gentagne perioder, hvor vejrtrækningen ophører eller bliver kraftigt reduceret.

Polygrafi er enklere end en fuld søvnundersøgelse, fordi den ikke registrerer selve søvnstadierne med EEG. Man kan derfor ikke med samme præcision se, hvornår personen sover, eller hvilken søvnfase vedkommende befinder sig i.

Til gengæld er polygrafi velegnet, når spørgsmålet primært handler om vejrtrækningen. Hvis en person eksempelvis snorker kraftigt, har observerede vejrtrækningspauser og er udtalt søvnig om dagen, kan undersøgelsen give vigtig information om, hvorvidt søvnapnø kan forklare symptomerne.

Polysomnografi giver et mere detaljeret billede

Den mest omfattende undersøgelse af søvn kaldes polysomnografi. Her registreres flere forskellige fysiologiske signaler samtidig gennem natten.

Man måler blandt andet hjernens elektriske aktivitet med EEG, øjenbevægelser med EOG og muskelaktivitet med EMG. Derudover kan man registrere hjerterytme, vejrtrækningsbevægelser, luftflow gennem næsen, snorken, kropsposition og bevægelser.

Kombinationen af EEG, øjenbevægelser og muskelaktivitet gør det muligt at afgøre, om personen er vågen eller sover, og hvilken søvnfase vedkommende befinder sig i. Man kan dermed følge søvnens arkitektur gennem natten og se, hvornår søvnen bliver afbrudt.

Polysomnografi giver derfor et langt mere detaljeret billede end polygrafi. Hvis der eksempelvis opstår en vejrtrækningspause, kan man samtidig se, om den fører til en kortvarig opvågning og dermed forstyrrer søvnen. Man kan også registrere bevægelser og andre natlige fænomener, som kan have betydning for søvnkvaliteten.

Undersøgelsen kræver flere målinger og er mere ressourcekrævende end polygrafi. Derfor bruges den ikke nødvendigvis ved alle søvnproblemer. Valget afhænger af, hvor detaljeret information der er behov for.

Hvordan undersøger man udtalt søvnighed?

Hvis hovedproblemet ikke er dårlig nattesøvn, men derimod en usædvanlig stærk tendens til at falde i søvn om dagen, kan en anden undersøgelse være relevant. Den kaldes Multipel Søvnlatens-Test, forkortet MSLT.

MSLT undersøger, hvor hurtigt en person falder i søvn, når vedkommende får mulighed for at sove flere gange i løbet af dagen. I den klassiske undersøgelse får personen fem muligheder for at sove med omkring to timers mellemrum. Under hver søvnperiode registreres blandt andet EEG, EOG og EMG.

Man måler først og fremmest søvnlatensen, altså tiden fra personen får lov til at sove, til søvnen begynder. Hvis den gennemsnitlige søvnlatens er meget kort, tyder det på unormalt øget søvnighed. En gennemsnitlig søvnlatens på under otte minutter regnes som udtryk for hypersomni.

Samtidig ser man på, om REM-søvnen optræder usædvanligt hurtigt. Hvis personen går ind i REM-søvn kort efter indsovningen, kan det være et tegn på narkolepsi. Ved narkolepsi kan MSLT derfor være en vigtig del af udredningen.

MSLT er altså ikke en generel test for dårlig søvn. Den bruges især til at undersøge personer, som har udtalt søvnighed eller mistanke om narkolepsi eller andre former for hypersomni.

Hvilken undersøgelse skal man have?

Det afhænger af symptomerne. En person med problemer med at falde i søvn og mange bekymringer om søvnen har ikke nødvendigvis behov for en natlig måling. Her kan en samtale og en søvndagbog være langt mere relevant.

Hvis problemet derimod er kraftig snorken, vejrtrækningspauser og udtalt søvnighed, vil en undersøgelse af vejrtrækningen under søvn typisk være mere informativ. Her kan polygrafi eller polysomnografi komme på tale.

Ved mistanke om narkolepsi eller anden udtalt hypersomni er det vigtigt at undersøge selve søvnigheden i dagtimerne, og her bruges MSLT. Polysomnografi kan samtidig være relevant for at få et billede af nattesøvnen og udelukke andre forklaringer på søvnigheden.

Det er derfor ikke sådan, at den mest avancerede undersøgelse altid er den bedste. Den bedste undersøgelse er den, der passer til det konkrete problem.

Konklusion

Søvnproblemer undersøges på forskellige måder afhængigt af symptomerne. Ved almindelig insomni er en grundig samtale og et søvnskema ofte vigtigere end tekniske målinger. En søvndagbog over nogle uger kan give et klart billede af indsovning, natlige opvågninger, døgnrytme og den samlede søvn.

Ved mistanke om søvnapnø kan polygrafi bruges til at registrere blandt andet luftflow, vejrtrækningsbevægelser, iltmætning, snorken og kropsposition. Polysomnografi går et skridt videre og registrerer også hjernens aktivitet, øjenbevægelser og muskelaktivitet, så søvnstadier og opvågninger kan vurderes mere præcist.

Ved udtalt søvnighed i dagtimerne og mistanke om narkolepsi eller hypersomni kan MSLT bruges til at måle, hvor hurtigt personen falder i søvn, og om REM-søvnen indtræder usædvanligt hurtigt.

Der findes derfor ikke én enkelt “søvntest”, som kan forklare alle søvnproblemer. Udredningen begynder med at forstå symptomerne og derefter vælge den undersøgelse, der kan besvare det rigtige spørgsmål.