Det kan være meget belastende, når et barn vågner flere gange hver nat og har brug for hjælp til at falde i søvn igen. Forældrene kan hurtigt få en oplevelse af, at barnet sover unormalt dårligt, men selve det at vågne kortvarigt om natten er faktisk en normal del af søvnen. Problemet opstår især, når barnet ikke selv kan finde tilbage til søvnen og derfor græder, kalder eller har brug for en forælders tilstedeværelse hver gang.
Hos mindre børn hænger natlige opvågninger ofte tæt sammen med den måde, barnet falder i søvn på om aftenen. Hvis barnet altid falder i søvn med en forælder siddende ved siden af, bliver vugget eller på anden måde er afhængigt af bestemte forhold for at falde i søvn, kan det samme behov opstå, når barnet kortvarigt vågner senere på natten. Derfor giver det ofte mere mening at se på hele barnets søvnmønster end kun på selve opvågningen klokken to eller tre om natten.
Det er normalt at vågne kort om natten
Søvn er ikke en ubrudt tilstand fra det øjeblik, barnet falder i søvn, til det vågner om morgenen. Søvnen bevæger sig gennem forskellige stadier, og korte opvågninger kan forekomme undervejs. Hos mange børn er opvågningen så kort, at de vender sig om og falder i søvn igen uden at forældrene bemærker noget.
Nogle børn reagerer anderledes. De bliver helt vågne, græder eller kalder på mor eller far og kan ikke falde til ro igen, før en voksen kommer ind. Det ses ofte hos de samme børn, som også har svært ved at falde i søvn alene om aftenen.
Det betyder ikke, at barnet gør noget forkert. Barnet har ganske enkelt lært at forbinde indsovningen med bestemte forhold. Hvis det eksempelvis falder i søvn med en forælder ved siden af sig, kan det være svært at acceptere, at denne person pludselig ikke er der efter en almindelig natlig opvågning.
Derfor er indsovningen om aftenen et oplagt sted at begynde, hvis man ønsker at mindske behovet for hjælp flere gange gennem natten.
Når barnet har brug for en forælder hver gang
Hvis barnet kun kan falde i søvn med en voksen til stede, kan det gradvist lære at falde til ro mere selvstændigt. En metode er, at forælderen siger godnat og forlader værelset, men vender tilbage efter kort tid. Man beroliger barnet og siger godnat igen, men forlader værelset, inden barnet er faldet i søvn. Efterhånden kan tiden mellem besøgene forlænges.
Det samme princip kan anvendes ved natlige opvågninger. Målet er ikke at gøre barnet utrygt, men gradvist at hjælpe det til at opdage, at det kan falde til ro igen uden, at en forælder nødvendigvis skal blive i værelset, indtil barnet sover.
Forældrene kan med fordel være enige om, hvordan de reagerer på opvågningerne. Hvis nætterne gennem længere tid er meget afbrudte, kan det også være praktisk, at forældrene skiftes til at tage sig af barnet, så den ene får mulighed for en mere sammenhængende nattesøvn.
Den konkrete løsning skal naturligvis passe til barnet og familien. Pointen er først og fremmest, at natlige opvågninger ofte ikke kan løses isoleret fra den måde, barnet er vant til at falde i søvn på.
Se på hele døgnrytmen
Hvis et barn vågner meget om natten, er det også værd at se på resten af døgnet. For lang eftermiddagssøvn kan påvirke nattesøvnen, og et barn, der kommer meget sent i seng og derfor sover længe om morgenen, kan få en forskudt rytme, som fastholder problemet.
Uregelmæssige sengetider og manglende rutiner kan også gøre det vanskeligere for barnet at forstå, hvornår dagen slutter. En rolig og genkendelig putterutine kan derfor hjælpe både ved indsovning og indirekte ved natlige opvågninger.
Omgivelserne har ligeledes betydning. Støj fra søskende, fjernsyn eller andre aktiviteter i hjemmet kan vække barnet, og lys fra fjernsyn eller computer kan forstyrre søvnen. Et for varmt soveværelse kan også gøre nattesøvnen mere urolig. Hos børn, der er bange for mørket eller stilheden, kan en natlampe eller en anden rolig og tryg rutine være relevant.
En søvndagbog kan være nyttig, hvis det er svært at gennemskue mønstret. Her kan man i nogle dage notere, hvornår barnet står op, sover om dagen, bliver lagt i seng, falder i søvn og vågner om natten. Det kan gøre det tydeligere, om opvågningerne hænger sammen med eksempelvis en lang middagslur eller en meget varierende døgnrytme.
Mareridt og søvnrædsel er noget andet
Ikke alle natlige opvågninger skyldes, at barnet har svært ved at falde i søvn igen. Nogle børn vågner efter mareridt. Her er barnet reelt vågent og kan ofte huske den ubehagelige drøm kort efter opvågningen. Mareridt er almindelige hos børn, og i de fleste tilfælde er det tilstrækkeligt at berolige barnet.
Søvnrædsel ser anderledes ud. Her kan barnet pludselig sætte sig op med et skrig, virke bange og forvirret og have åbne øjne, men barnet er ikke rigtigt vågent og reagerer ikke normalt på forældrenes spørgsmål eller beroligelse. Episoderne opstår typisk i den første del af natten, ofte en til to timer efter indsovning. Efter nogle minutter falder barnet til ro igen og husker som regel ikke episoden næste morgen.
Det er derfor nyttigt at lægge mærke til, hvordan barnet er under opvågningen. Et barn, der vågner og fortæller om en skræmmende drøm, har et andet problem end et barn, der græder efter en almindelig opvågning, fordi det ikke kan falde i søvn uden en forælder. Og begge dele adskiller sig fra søvnrædsel, hvor barnet ser vågent ud uden egentlig at være det.
Hvornår bør opvågninger undersøges nærmere?
Natlige opvågninger er i sig selv normale, og hos mange mindre børn er problemet først og fremmest, at barnet har brug for hjælp til at falde i søvn igen. Hvis opvågningerne er meget hyppige eller ledsages af andre tydelige symptomer, kan der dog være grund til at se efter en anden forklaring.
Kraftig snorken og pauser i vejrtrækningen kan eksempelvis være tegn på søvnapnø hos børn. Her bliver søvnen forstyrret af problemer med luftvejene, og barnet kan samtidig være træt eller have et øget søvnbehov. Hos børn kan søvnapnø også vise sig med hyperaktivitet eller problemer med adfærd og indlæring.
Hvis barnet har et meget anderledes søvnmønster end tidligere, hvis forældrene observerer vejrtrækningspauser, eller hvis søvnen gennem længere tid påvirker barnets funktion om dagen, er det derfor relevant at få problemet vurderet.
Konklusion
Det er normalt, at børn vågner kortvarigt i løbet af natten. Mange falder i søvn igen uden hjælp, mens andre græder eller kalder, fordi de har brug for de samme forhold, som de er vant til at falde i søvn under om aftenen.
Hvis barnet altid har brug for en forælder ved indsovning, kan arbejdet med natlige opvågninger derfor med fordel begynde allerede ved sengetid. En tryg og genkendelig rutine og gradvis tilvænning til at falde i søvn mere selvstændigt kan gøre det lettere for barnet også at finde tilbage til søvnen om natten.
Samtidig bør man se på hele døgnrytmen, herunder middagslur, sengetider og omgivelserne omkring søvnen. Og hvis opvågningerne ledsages af mareridt, søvnrædsel, kraftig snorken eller vejrtrækningspauser, er det vigtigt at skelne mellem de forskellige årsager.
Det centrale er derfor ikke nødvendigvis at forhindre barnet i nogensinde at vågne. Målet er, at barnet får en tryg og tilstrækkelig nattesøvn og efter almindelige opvågninger gradvist kan finde tilbage til søvnen igen.